Konflikten.dk

I disse dage overvejer Socialdemokraterne sammen med Dansk Folkeparti at flette et stykke lovgivning sammen, der vil indskrænke ytringsfriheden, muligvis føre til fængsling af tilfældige tegneserieentusiaster, kriminalisere særlige former for tegninger og gøre politimænd og dommere til kunstkritikere med pligt til at fængsle tegnere, hvis værker ikke er ‘kunstneriske’ nok. Det lyder grotesk. Og det er det også. Ikke desto mindre kan det blive virkelighed, hvis forbuddet mod animeret børneporno realiseres.

De danske politikere kigger til Sverige som et foregangsland på området. Her blev en ekspert i japansk kultur, der også er en estimeret oversætter af japanske manga-tegneserier for nylig idømt en straf for besiddelse af tegnet børneporno. Dommen er en skandale, der udelukkende baserer sig på statens definition af, hvad der er god og dårlig smag. Og den dårlige smag skal tilsyneladende straffes.

Lad det bare være sagt, så der ikke er nogen tvivl: Børneporno er modbydeligt, og enhver besiddelse, produktion og distribution af den slags skal straffes! Men animeret børneporno er i modsætning til almindelig børneporno offerløst. Der er tale om tegninger og ikke billeder taget af uskyldige børn, der udsættes for overgreb. Forskellen er enorm. Det, vi i dag betragter som børneporno, er ekstremt krænkende billedmateriale, hvor børn forulempes, misbruges og mærkes for livet af perverse voksnes overgreb. ‘Animeret børneporno’ derimod er tegninger lavet på et stykke papir, hvor tanker og fantasier kommer til udtryk, uden at en sjæl beskadiges. Ikke et hår bliver krummet på et eneste barns hoved.

Hvad er argumentet så for at indføre dette forbud? Ifølge Socialdemokraternes Karen Hækkerup er der åbenbart sexologer, der ‘mener’, at disse tegninger kan få pædofile til at hænge fast i deres perverse fantasier, hvilket så skulle medføre, at de begår overgreb mod børn for at udleve disse fantasier. Argumentet lyder bekendt. Og det er det også. Det er nemlig blevet brugt utallige gange før af småborgerlige moralister, der har ønsket statslig indgreb mod fantasier, de har fundet frastødende.

I 1950ernes USA blev de ekstremt populære horror-tegneserier fra EC konstant beskyldt for at gøre børn syge, for at degenerere deres moral og medføre voldelig adfærd. Det endte med, at tegneserieforlaget måtte lukke produktionen ned. Der var naturligvis intet om snakken. Ingen seriøs forsker har nogensinde kunne finde belæg for, at horror-tegneserier medfører vold eller bidrager til samfundets forfald. Det eneste resultat af de ‘kontroversielle’ tegneserier var underholdte teenagere og hysteriske reaktioner fra moralens snerpede forkæmpere.

I 1980erne var det bornerte borgerskab atter på barrikaderne, da sangtekster med seksuelt og voldeligt indhold fra rapmusikere og mainstream-kunstnere som Prince jog en skræk i livet på bekymrede forældre. Al Gores kone Tipper var de bekymrede sjæles ypperstepræstinde og havde held med at få iværksat kongreshøringer, der nær endte med, hvad der ville have været et forfatningsstridigt forbud mod tekster, der ikke levede op til den statsgodkendte moral. I stedet kunne censurtilhængere fejre en halv sejr med det lettere tåbelige ‘Parental Advisory’-klistermærke på plader med et såkaldt farligt indhold. Og ligesom nu var det også dengang hensynet til de uskyldige børn, der blev anvendt som argument for ønsket om at censurere kunstneriske indtryk, der afviger fra den gode smag. Er det nødvendigt at påpege, at der i øvrigt aldrig er blevet påvist nogen sammenhæng mellem det at høre ‘farlig’ musik og amoralsk adfærd?

I 1990erne var det computerspil, der stod for tur. Nu var der ingen grænser for, hvad spil som Grand Theft Auto kunne medføre af dødskørsel og kriminel adfærd, hvis unge fik fingrene i disse samfundsnedbrydende spil. Forbud blev igen påkrævet af det forskrækkede segment, der åbenbart er en historisk konstant. Det blev heldigvis heller ikke til noget, men igen fik man indført et helt igennem åndssvagt advarselssystem til forældrene på spillenes omslag. Et system, som en hollandsk undersøgelse i øvrigt har påvist øger interessen for disse spil blandt børn. Godt arbejde, hystader!

Og nu er det så de japanske manga-tegneserier, der står for skud. Som Japan-kenderen Daniel Beattie har forklaret, er der tale om et decideret kultursammenstød. Den næste form for ytring, der kan skade vores stakkels små børn. Disse tegneserier har nemlig i særlige undergenrer stærkt seksuelt indhold, der også fra tid til anden indeholder børn i seksuelle situationer. Faktisk er der blandt japanske piger en stor interesse i en helt særlig genre, hvor små drengebørn leger med hinandens kroppe. Nej, det er ikke ligefrem Anders And & Co., selvom nogen dog burde kræve bukser på Rip, Rap og Rup – for børnenes skyld vel at mærke.

Argumentet, at der skulle være en sammenhæng mellem disse tegneserier og seksuelle overgreb mod børn, er naturligvis lige så løst begrundet som alle de tidligere eksempler. Faktisk er der meget, der tyder på, at porno har den modsatte effekt og tværtimod medfører færre voldtægter og seksuelle krænkelser. Det viste en omfattende dansk undersøgelse fra 1960erne, hvor man så et drastisk fald i voldtægtsstatistikken i kølvandet på legaliseringen af porno. Det er derfor særdeles usandsynligt, at der skulle eksistere nogen konkret kausal sammenhæng mellem animeret børneporno og pædofiles overgreb på børn.

Modstandere vil eventuelt også hævde, at selvom tegnet børneporno muligvis hverken har konkrete ofre eller fører til flere pædofile overgreb, så er der tale om et modbydeligt fænomen, der  støder mod gængse moralbegreber. Men det gør utroskab og løgn også, og de fænomener er som bekendt ikke omfattet af straffeloven. Heldigvis. For det er de færreste tilfælde, hvor det giver mening at lade staten spille moralsk smagsdommer.

Og helt ærligt, vil vi ikke hellere have, at pædofile læser tegneserier, end at de erhverver sig virkelig børneporno?

af Troels Heeger og Søren K. Villemoes

Fundamentalister og tilhængere af hate-speech-lovgivning kan falde hinanden i armene og fejre en sejr. Hvorfor denne uventede forbrødring? Jo, i Holland har en domstol netop idømt en gruppe muslimer en bøde på 2500 euro for en tegning, der benægter holocaust. Tegningen var et svar på de danske Muhammedtegninger, der som bekendt falder inden for lovens grænser. Men i Holland er det forbudt at benægte Holocaust, og som dommeren gjorde opmærksom på i domsafsigelsen er den hollandske lovgivninger bakket op af retningslinjer fra den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som specifikt nævner holocaustbenægtelse som undtagelse for ytringsfriheden.

Med den hollandske dom har islamister i alle lande fået foræret et pragteksempel på vestlig dobbeltmoral, når det gælder ytringsfriheden. Man behøver ikke være ansat som forsker i politisk islam for at forestille sig, at den hollandske dom vil være en lækkerbisken for enhver vred islamist, der leder efter bekræftelser på vestens hykleri. Til gengæld er det vanskeligt at forestille sig, at dommen gør en forskel, når det gælder antisemitisme i radikale islamistiske kredse. Tværtimod.

Dommen er på alle måder en fiasko, der udstiller den monumentale forvirring, der hersker på det europæiske kontinent - både det når det gælder retlige standarder for ytringsfrihed, og hvad der burde være en almindelig og uproblematisk stillingtagen til fordel for basale demokratiske værdier, som menneskerettighedsdomstolen hævder at forsvare.

Forvirring er i dette tilfælde grundlæggende en konsekvens af inkonsekvens. Nemlig den inkonsekvens som opstår, når man på den ene side ønsker ytringsfrihed og på den anden side søger at regulere denne basale og absolut vitale frihedsrettighed med hate speech-lovgivning. Naturligvis er holocaustbenægtelse som i det hollandske tilfælde en ubestridt vederstyggelighed, men den bør ikke bekæmpes eller forsøges undertrykt ved lov, men ved civil modstand, offentlig undsigelse og latterliggørelse. Den slags tjener kun martyrer og er et vidnesbyrd om manglende tillid til den demokratiske samtales styrke.

Helt i samme ånd må man håbe, at danske aviser har modet og fornuften og principperne i behold til at bringe den pågældende tegning. For grundlæggende er der ingen forskel på en tegning af Muhammed og en tegning, der benægter Holocaust. I begge tilfælde forsøges friheden til at føre en pen mod et stykke papir knægtet for at undgå at krænke nogle påståede følelser. At den ene tegning handler om et historisk faktum, mens den anden tegning portrætterer en mere eller mindre sagnomspunden religionsstifter er irrelevant i den sammenhæng.

Den hollandske dom peger samtidig på et mere fundamentalt spørgsmål: Hvorfor skal holocaustbenægtelse have juridisk eller moralsk særstatus ved den europæiske menneskerettighedsdomstol. Gør det blotte antal af dræbte jøder, der gør holocaust til noget særligt? Nej, det kan det vel ikke være, da eksempelvis massemorderen Stalin formåede at gøre kål på uhyrlige mængder af sine proselytter.

Men hvorfor skal så lige præcis de nazistiske jødeudryddelser, der er et af de mest uhyrlige, men ikke det eneste af mange sorte kapitler i den europæiske historie, gøres til en urørlighed, hvis benægtelse prompte udløser bødestraf. Hvorfor skal det egentligt være lovligt at benægte massakren i Srbrenica? Eller de russiske blodsudgydelser i Tjetjenien. Eller det tyrkiske folkemord i Armenien? Er det ene folkemord bedre eller værre end det andet? I dommen kaldes tegningerne: “unødigt sårende”. Men er det domstolenes ansvar at afgøre, om noget er ‘nødvendigt sårende’ eller ‘unødigt sårende’. Og hvorfor er det egentlig, at nogen følelser skal have juridisk beskyttelse, mens andre følelser frit kan trampes på? Er armenske følelser mindre værd end jødiske? Er det ene folkemord mere følsomt end det andet?

Ja, det er vel lige præcis den pointe, som man må udlede af den juridiske særstatus, som Holocaust nyder ved den europæiske Menneskerettighedsdomstol. At tildele Holocaust en særlig beskyttelse mod idiotiske påstande er samtidig en indirekte understregning af, at Holocaust ikke må sammenlignes med andre folkemord. Ifølge domstolens logik er sammenligningen af Holocaust med andre folkemord vel en slags relativering, der før eller siden vil havne i benægtelse? Så hvorfor ikke forbyde enhver tegning, der sammenligner den israelske besættelsesmagt med nazistiske soldater. Dem har der som bekendt været et par stykker af i Politiken, der ellers på lederplan har gjort sig til talsmand for både racismeparagraf og hate speech-lovgivning. Også her stortrives forvirring, inkonsekvens og dobbelte standarder således ved siden af hinanden.

Det er ikke kun i Strasbourg, Holland og inde hos Politiken, at forvirring og inkonsekvens omkring ytringsfrihed hersker. Morten Messerschmidt, DFs medlem af Europa-parlamentet, forsøger for tiden at hindre Hamas i at sende deres antisemitiske propaganda til europæiske satellit-modtagere. Ja, han har endda appelleret til en konsekvent implementering af den europæiske racismelovgivning. Det er til at blive helt rundt på gulvet af. Naturligvis bør opfordringer til vold altid være forbudt, men man bekæmper altså ikke den udbredte antisemitisme blandt europæiske muslimer ved at lukke for adgangen til en satellitkanal. Og siden hvornår er DF blevet forkæmpere for racismelovgivning?

Ambitionen om at ville forbyde sig ud af racismen og ville eliminere modbydelige holdninger med juridisk fifleri og forkromede konventioner er både politisk og menneskeligt naivt. At overlade kritikken af tåbeligheder til juridiske instanser er netop den type åndelig dovenskab, der i højere grad end tegninger undergraver den demokratiske tillid.

af Søren K. Villemoes og Troels Heeger

Danmark er det land i Europa, der i de sidste 500 år har haft den absolut mest uduelige kongerække. Siden Christian III døde i 1539 har vi ikke haft en eneste regent, der kunne krybe op på vurderingen “tilnærmelsesvist middelmådig”. Nej det er også en unuanceret dom,, for da kongerne begyndte at lave ingenting, dvs. med Frederik IX, kunne de endelig finde ud af at foretage sig noget, der passede deres evner.

Nu er det så kommet frem, at kong Christian IX rent faktisk forsøgte at indlemme Danmark i det tyske storrige efter nederlaget i 1864. Herved gør han sig fortjent til betegnelsen ‘landsforræder’ i tredje potens og kommer nu med i den hårde kamp om at være danmarkshistoriens værste konge. Det er en svær titel at erobre, da feltet er spækket med amatører og dilettanter.

Det danske kongehus er en skændsel. Især den oldenborgske kongeslægt. De udgør en perlerække af skampletter på nationens historie. Ingen anden familie har betydet større tab og mere lidelse for Danmark end den oldenborgske slægt. Glücksburgerne, der i dag huserer, er ikke meget bedre. Deres tid som kongeslægt indledes som sagt af en landsforræder, og det eneste, der trækker dem lidt op, er, at de sidste mange år intet har foretaget sig. Det ændrer ikke ved, at kongehuset historisk har været det værste, der er hændt landet.

Det er derfor smertefuldt, når selvtilfredse og lalleglade royalister skal belære os republikanere om, at vi mangler viden, forståelse og respekt for historien. Det er lige omvendt. Det er royalister, der må mangle ethvert kendskab til danmarkshistorien. Ellers er der ingen formildende omstændigheder for at støtte en institution, der har har pint nationen med så megen elending ledelse.

Dengang kongerne troede, de skulle lege politik, gik Danmark fra det ene pinlige nederlag efter det andet. Christian III er den sidste halvgode konge, landet har haft. Hans søn Frederik II lavede ikke meget andet end at drikke og jage. Men den ubestridte leder af listen er Christian IV, som royalister traditionelt er helt vilde med (mest fordi han byggede Rundetårn og Børsen). Han var den værste leder, der nogensinde har haft lov til at regere landet. Da han kom til magten, var Danmark den største magt i Nordeuropa. Vi havde en af Europas største flåder og et territorium, der strækkede sig fra Grønland, Shetlandsøerne, Island, Norge, Sydsverige, store dele af Nordtyskland og dele af det nuværende Estland. Vi var et magtfuldt imperium. Et storrige. Da Christian IV døde, var vi et lille forgældet og forarmet enevældigt regime uden noget at kunne prale af politisk (på nær et par flotte bygninger). Det skyldtes mest af alt Christian IVs håbløse ledelse, hvor han imod Rigsrådets vilje insisterede på at gå med i 30 års krigen, hvor Danmark intet havde at vinde og alt at tabe. Det kulminerede med nederlaget ved Lutter am Barenberg i 1626. Uanset om man er anti-imperialist eller royalist må man se i øjnene, at Christian IV var en pinlig joke på nationens bekostning.

Samtlige konger, der fulgte efter Christian IV, viste sig at være bestå af nøjagtigt samme elendige støbning og med samme totale mangel på politisk tæft som deres uduelige forfader. Frederik III gjorde ondt værre ved at få stadfæstet den enevældige arvefølge, der siden lå som en forbandelse over landet, der nu ikke kunne gøre noget som helst for at blive fri for kongefamiliens historisk ringe arvemateriale. Herefter kom den ene amatør efter den anden til magten, uden at danskerne havde et ord at sige. Majestætsfornærmelse førte til dødsstraf, så hvis nogen vovede at ytre sig frit og hævde det åbenlyse, at vi havde end uduelig kongefamilie, kunne de imødese at få hoved og krop adskilt hurtigere end man kan sige Skåne, Halland og Blekinge. Som i øvrigt var netop de danske regioner, som Frederik III mistede i en håbløs krig mod svenskerne.

Christian VI udmærker sig blandt disse konger ved at være en af de få regenter i disse år, der ikke førte os ud i et pinligt militært nederlag. Det skal han have ros for. Til gengæld sultede nationen under hans ledelse, hvor økonomien sejlede. Det forhindrede ham dog ikke i at opføre store palæer til sig selv og sin familie. I dag er royalisterne naturligvis ellevilde med disse bygninger, der er blevet opført for penge, som landet manglede mere end nogensinde før eller siden. Mange måtte dø af sult, især i Norge, og landets økonomi brød helt sammen. Nå ja, han var også så flink at indføre stavnsbåndet, der gjorde små bønder til noget, der mest minder om slaver. Hans søn Frederik V var så gennemalkoholiseret, at han aldrig rigtigt ledede landet. Hvilket vist kun er et plus i karakterbogen. Hans efterfølger Christian VII var endnu mere ude i tovene, men må ligesom sin far også få et plus i karakterbogen for sin totale manglende interesse for politik. Det følger nemlig opskriften fra de sidste knap 500 år: Jo mindre danske konger laver, jo bedre.

Frederik VI var en helt eminent dårlig konge, der formåede at tage den forkerte beslutning i alle vigtige og mindre vigtige spørgsmål i sin regeringstid. Pga. hans elendige ledelse mistede vi både Norge og hele det gamle København, der blev brandbombet af englænderne. Frederik VI havde en imponerende evne til at komme frem til den forkerte løsning på stort set alle problemer. Hans insisteren på at have en finger med i nærmest alle statsrelaterede beslutninger var katastrofal, for sjældent har en mand været så dårlig til at træffe beslutninger. Den eneste formildende omstændighed ved hans regeringstid var, at han med nød og næppe undgik at nationen blev totalt tilintetgjort efter Napoleonskrigene. Men at undgå at få landet plyndret og brændt af er naturligvis også at sætte standarden ret lavt.

Frederik VII, der ellers anses som lidt af en fiasko, må ved nærmere eftersyn fremhæves som en succes, da han som en af de gangske få i denne slægt erkendte sin egen middelmådighed og opgav enevælden. Selverkendelse er nemlig en sjældenhed hos oldenborgerne. Desværre nåede han ikke at videregive denne indsigt i familiens uduelighed, der på tragisk vis først nåede oldenborgerne sent i historien. For han fik ingen børn. Og da man importerede glücksburgerne fra Tyskland måtte vi starte forfra og skulle igen lide under konger, der troede at de var politikere. Landsforræderen Christian IX formåede nemlig også at indføre noget, der mest minder om et diktatur, som han heldigvis nåede at se gå til grunde, inden han døde.

I dag hyldes Christian IX at uforklarlige årsager for at have organiseret de fleste af sine børn ud i det ene tvangsægteskab efter det andet rundt omkring i europæiske kongefamilier. Selvom vi indfører love som 24-årsreglen for at komme den slags fænomener til livs, er det alligevel ikke mere end et halvt år siden, at DR1 viste et program, hvor Margrethe II stolt blærede sig med sin oldefars bedrifter inden for arrangerede ægteskaber. Faktisk ret ubehageligt, når man tænker lidt over det.

Den sidste regent, hvis selvopfattelse var helt ude af trit med virkeligheden var naturligvis Christian X. Den mand var helt blank og havde tydeligvis ikke fattet, at systemskiftet i 1901 betød et farvel til kongernes politiske pilfingre. Hans eneste job var at lave så lidt som muligt. Men det fattede han slet ikke. Hvilket bedst blev eksemplificeret, da han ved en fejl kom til at fyre Zahle-regeringen i 1920, og i en uge febrilsk forsøgte at sammensætte en eller anden form for erstatning, indtil han på ulidelig pinlig vis måtte erkende sin fiasko. Havde det ikke været for hans hesteture under besættelsen, ville han stå som en stor parodi på sig selv. Nå ja, han var også lige ved at føre samarbejdspolitikken til sin afslutning pga. en dumsmart bemærkning til Adolf Hitler. Noget han af mystiske grunde nærmest hyldes for i royale kredse.

Frederik IX var en god konge akkurat som Margrethe i dag er en god dronning: Fordi hun intet foretager sig. Kronprins Frederik lider desværre under sine forfædres manglende selverkendelse, og han tror, at han skal lege politiker. Derfor har han af mystiske grunde bevæget sig ind i IOC - en af verdens mest beskidte, korrupte og fordækte internationale politiske organisationer. Der findes få ting i denne verden, der er mere nederdrægtigt end international sportspolitik. Det kræver lave moralske standarder, skarpe albuer, kynisme, snuhed og politiske evner, hvis man skal begå sig succesfuldt i den branche. Og det er vel ikke nødvendigt at understrege, at kronprinsen ikke ligefrem er en undtagelse på listen over kongelige slendrianer.

At afskaffe monarkiet er politisk helt urealistisk - i hvert fald de næste mange år. Det har de fleste nok indset. Men det ændrer ikke ved, at enhver der kender sin danmarkshistorie og elsker sit land, burde længes efter den dag, hvor den danske befolkning endelig kan gøre regningen op og sende det uduelige kongehus på historiens berømte mødding.

Af Søren K. Villemoes & Troels Heeger
Et af de mere fjollede fænomener blandt kommentatorer og meningsdannere, er det mystiske behov for at foretage bredpenslede politiske analyser på baggrund af et tilfældigt fodboldlandsholds præstationer til en tilfældig slutrunde. Måske er det et agurketidsfænomen. Det kan tænkes. Ikke desto mindre siger det noget om, hvad det er for emner, der er oppe i tiden, når man kigger lidt på de sværmeriske politiske sportsanalyser, der florerer under en slutrunde.

Ser vi på debatten i Danmark, er det tydeligt, at multikulturalismen er den store variabel, som alle kæmper om at definere. Det indtryk er klart, når man ser, hvordan fodboldfeberen hos de politiske kommentatorer har givet sig udtryk. Læg mærke til hvorledes Ralf Pittelkows falkeblik slog ned på den virkelige årsag til det franske landsholds flop. Nej, det var selvfølgelig hverken træner Domenechs dårlige evner som motivator, spillernes stjernenykker eller fraværet af en stærk mand som Zidane, der resulterede i en lussing til et tydeligt overvurderet fransk hold. Nej, den slags betragtninger, hvor sportslige forhold forklarer sportslige bedrifter, er alt for primitive.

Ifølge Pittelkow, der som bekendt er gammel munkemarxist, er der naturligvis en helt anden dybereliggende og strukturel forklaring, der kan forklare de franske trængsler på fodboldbanen. Det er nemlig multikulturalismen, der har ædt det franske landshold op indefra. For ethvert sagligt menneske med lidt interesse i fodbold er Pittelkows forklaring naturligvis lige så tåbelig som forestillingen om, at økonomiske strukturer i basis determinerer enhver kulturel manifestation i overbygningen - for nu at tale i en terminilogi, som Pittelkow burde kunne huske.

Ikke desto mindre er Pittelkow ikke den eneste, der gladeligt sætter sig bag rattet og trykker speederen i bund på den multikulturalistiske sportsvogn. F.eks. kunne man i Information for nogle uger siden læse normanden Aslak Nore belære os alle med sin store, stolte norske fodboldvisdom, at det danske landsholds største problem ikke er en kombination af en spinkel talentmasse, en måske for konservativ og stædig træner med et fokus på rutine og system frem for ung energi. Nej, dansk fodbolds største problem er derimod vores dårlige integrationsindsats. Ja, tænk engang. Det er danskernes racisme, der forklarer, hvorfor vi ikke spiller bedre. Ifølge Nores logik må racismen tilsyneladende rase frit og uhindret i Norge, da landet har slet ikke kvalificeret sig til VM. Her i landet kan vi i så give Dansk Folkeparti skylden for, at Jon Dahl Tomasson ikke kunne finde ud at banke bolden i nettet. Det er naturligvis en helt igennem tåbelig argumentation, men det er resultatet af at lade multikulturalismen udgøre den uafhængige variabel bag sportspræstationerne, ikke sporten.

Men vanviddet stopper naturligvis ikke ved vores norske broderfolk. I Frankrig har tre fodboldkampe endegyldigt forvisset 68-ikonet Daniel Cohn-Bendit om “splittelsen, hadet og misundelsen” i det franske samfund, naturligvis som en direkte følge af landets manglende evne til at integrere sine indvandrere. Det er gået støt ned ad bakke for Frankrig, der som bekendt vandt VM i ‘98, forklarer Cohn-Bendit. På den måde kan man faktisk nøjes med VM hvert fjerde år, hvis man ønsker at gøre status over republikkens integrationspolitiske indsats. Eklatant åndelig dovenskab med andre ord.

Naturligvis har internettets allermest formørkede og obskure blogs også kastet sig over den fristende enkle analyse, som multikulturalismen tilbyder. Langt ude på venstrefløjen kan man eksempelvis læse Engelbreth-epigonen Modpress fryde sig over, at Holland har givet det racistiske Danmark en dragt prygl. 2-0 til anti-racismen med andre ord. Men nu mærkes der også en form for religiøs aflad, hvor det at afvige fra en bestemt holdning til multikulturalismen straks udløser en slags kollektiv arvesynd, hvor en kosmisk magt i skikkelse af det hollandske landshold gud ske tak og lov straffer vores alles ugerninger og bringer lige vægt i det kosmiske konkurrence mellem racister og anti-racister. At Holland slet og ret er et langt bedre hold end det danske (og i øvrigt altid har været det), er i den sammenhæng aldeles irrelevant i Modpress’ perverterede udgave af multikulturalismen.

Modpress’ blog er en sjov påmindelse om, at det oftest er de mest rabiate DF-hadere, der helt eksplicit sidestiller danskhed med Dansk Folkeparti. ’Tak for hjælpen’, tænker man muligvis inde hos Dansk Folkepartis partikontor (hvis man da overhovedet læser den slags blogs). Igen er det multikulturalismen, der er afgørende for at forstå dette års VM.

Og nu er analysen så selvfølgelig også dukket op hos Politiken. Og deres kommentator Lars Trier Mogensen kan nu med sin imponerende viden om tysk fodbold forklare os, at hemmeligheden bag Tysklands succesfulde VM-spil, er… ja, rigtigt gættet: Multikulturalismen! Tænk engang. Nu gik man lige og troede, at multikulturalisme var en kompleks fællesbetegnelse for en række stærkt varierende ideologier og policy-strategier, der kan implementeres i et hav af forskellige bløde og hårde udgaver på lokalt til nationalt politisk niveau, og med et virvar af mærkelige og ofte blandede erfaringer.  Men har man den slags ideer, så er man tydeligvis alt for nuanceret i sit udsyn.

Nej, enten er man for eller imod multikulturalisme. Enten er det opskriften på enhver stor succes, eller også er det forklaringen på enhver fiasko. Sådan ser det i hvert fald ud fra debatsiderne i henholdsvis Jyllands-Posten, Politiken og Information.

Nogle gange har man brug for et stilbillede, hvis man skal kunne se det absurde. Når det hele kører derudaf, kan det være svært at få øje på, hvor grotesk tingene egentlig er. Kampen om ’multikulturalisme’ i den danske debat har rent sagligt nu nået et historisk lavpunkt, og Pittelkow, Modpress og Lars Trier Mogensen og alle de andre leverer en parodisk eksemplificering på højre- og venstrekulturalismens gensidigt afhængige tåbelighed i den offentlige debat. Det kan ganske enkelt ikke blive mere fjollet.

Selvom Danmark er røget ud af VM, kan vi da i det mindste grine lidt af det.

Af Søren K. Villemoes & Troels Heeger 

Kampen om ejerskab og magt over kvindens krop er ikke forbi. Trods mange års feministisk kamp, er det stadig et hedt politisk emne at diskutere, hvem der skal bestemme over kvindekroppen. Og det er åbenbart ikke så indlysende længere, at det kun skal være den enkelte kvinde og ingen andre, der har magten over sin egen krop. Som altid er det de reaktionære og sexforskrækkede kulturpessimister, der ikke mener, at kvinder selv kan overlades med ansvaret over deres egen krop. Det kunne vi f.eks. se i sidste uge, da kønsforsker fra RUC Karen Sjørup kunne udpege den nye store trussel mod ligestilling og kvinders frigørelse: Strip-fitness.

Interviewet med Karen Sjørup er utrolig interessant. Hun lægger nemlig ikke fingre i mellem, og vi får for en gangs skyld leveret en helt igennem ufiltreret dokumentation af, hvor intolerant, antipluralistisk og fordømmende et syn på kvinder og mænd, som nogle selverklærede feminister render rundt med. Sjørup anser strip-fitness som et stort problem for kvinder. Man kan undre sig over, at hun som ’feminist’ ikke er mere forarget over, at vi i disse år ser en markant stigning i antallet af anmeldte æresforbrydelser mod danske kvinder.

Man skulle ellers tro, at en feminist ville blive mere indigneret over at høre, hvordan unge danske kvinder bliver holdt indespærret af deres familier, bliver nægtet adgang til gymnasiefester, bliver forhindret i at date de drenge, de gerne vil, får tæsk af deres familie, hvis de ikke opfører sig ’anstændigt’ nok, bliver påkrævet jomfruelighed, må opsøge kirurgisk hjælp for at få installeret en ny, falsk jomfruhinde osv. Men nej, disse fænomener fortjener ikke den samme opmærksomhed. For den store trussel er ikke, at kvinder bliver frataget deres mest basale frihed og får krænket deres grundlæggende rettigheder. Nej, truslen i dag er derimod, at nogle voksne middelklassekvinder åbenbart vælger at komme i form ved at danse på en måde, der muligvis kan virke seksuel opstemmende på mænd.

Ja, det lyder helt tosset. Men hvordan skal man ellers fortolke Sjørups indignation? Med den sparsomme plads man har i medierne, vælger man nødvendigvis de emner, man finder mest presserende, når man endelig får en mikrofon smidt i sin retning. Og Sjørup anser tydeligvis frie, dansende kvinder som tidens mest graverende udfordring for kønskampen. Sjørups indignation er således symptomatisk for en form for feminisme, der fuldstændig har mistet greb om, hvad der er op og ned. Moralsk er denne ’feminisme’ et fallitbo, og politisk er det projekt, der kun kan ende galt. Det er en værdipolitisk fraktion, der gennem tiden har udviklet sig til at blive en intolerant og småborgerlig biedermeier-feminisme, med hvad der dertil hører af indbygget intolerance, foragt og seksuel bornerthed. Til vores alles uheld er det desværre en værdipolitisk position, der deles af en bedrøvende stor del af venstrefløjens kvindekæmpere. Og det er en enorm skam. For biedermeier-feminismen er ikke interesseret i at frigøre kvinder, sikre dem deres rettigheder og forbedre deres vilkår. De er derimod interesserede i at opbygge illusionen om en pæn og nydelig offentlig orden, hvor en hel specifik statsgodkendt seksualitet råder, og hvor afvigelse skal straffes ved social stigmatisering og/eller juridisk straf.

Karen Sjørup viser helt skamløst, hvor intolerant, hun egentlig er. Læg mærke til hendes ordvalg i følgende sætning:

Tillægger du ikke stripfitness en større betydning i forhold til kvindekønnet og seksualiteten, end den i realiteten har?

»Nej, det mener jeg ikke. Det er stærkt problematisk, at det nu skal betragtes som normal kvindelig væremåde, at kvinder skal efterligne stripbevægelser. Det er på ingen måder normalt, og det er en forkert målsætning eller ideal for kvinderne.

Tænk engang, at Sjørup nu skal fortælle frie, voksne og myndige kvinder, at den måde, de anvender deres krop på, ikke er ’normal’. Hvor er vi henne? Er det der, at moderne kønskamp er endt? Er vi endt med, at kvinder skal til at fordømme andre kvinder for ikke at være ’normale’? Hvordan kan man overhovedet finde på at kalde sig selv ’feminist’, når man gør den slags? Er det blevet feministers opgave at fordømme de kvinder, der falder uden for ’normalen’? At Sjørup overhovedet kan overveje at anvende det ordvalg, er skræmmende, og det er samtidig afslørende for hendes grundlæggende foragt for mangfoldighed.

Men det bliver værre endnu, for Sjørup har nemlig et særligt syn på, hvordan nogle kvinders seksuelle adfærd bør betragtes som en form for skruebrækkeri:

Men er valget af stripfitness ikke en del af den overordnede seksuelle frigørelse, som feministbevægelsen advokerer for?

»Det kan godt være, at der er noget kvindefrigørelse i at bruge nogle af ens yderpunkter rent seksuelt. Men det kan også blive til tvang. Hvis kvinderne ikke kan stripbevægelserne til festerne og på diskotekerne, så er de pludselig kedelige og uinteressante for mændene. Langt hen ad vejen tror jeg, at mænd idealiserer den der lækre luder, og det er et stort problem.

Implikationerne af ovenstående kommentar er uoverskuelige. Tænk over det. Hvis en kvinde opfører sig på en måde, der kan virke tiltrækkende på nogle mænd, så sætter hun ifølge Sjørups logik sine medsøstre i en relativt dårligere situation, da de så bliver nødt til at følge med for også at kunne virke tiltrækkende. Det er det, man inden for socialvidenskaberne kalder et ’kollektivt handlingsproblem’. Det, der gavner den enkelte, skader de andre aktører, som derfor er tvunget til at gøre det samme, hvilket i det her tilfælde ender i et seksuelt våbenkapløb om mændenes blikke. Sjørup mener tilsyneladende, at selve dette våbenkapløb er skadeligt for kvinder, da det ’tvinger’ dem til at gøre ting, de måske hellere ville være fri for.

Hvis det er sandt, hvor skal man så trække grænsen? Ja, det er egentlig uklart fra ovenstående sætning, men hvis vi skal tage konsekvensen af denne logik, så er enhver kvinde, der pynter sig selv, der tager pænt tøj på, bruger sminke, læbestift osv., en skruebrækker. Hun ødelægger det for resten af kvinderne. Hvis våbenkapløbet om mænds blikke i sig selv er skadeligt for kvinder, så er den eneste løsning på det problem, at alle kvinder går i den samme uniform, anvender den samme sminke, og i øvrigt opfører sig og danser ens. Ja, hvis vi skal komme våbenkapløbet til livs, vil den eneste løsning være, at kvinder uniformeres, strømlines, og at deres opførsel sættes under strikt kontrol. Enhver kvinde, der falder uden for ’normalen’, skal straks sættes på plads, så hun ikke skader sine medsøstres relative position. Tankegangen er uhyggelig. Og giver en mindelser om et maoistisk Kina i 1950erne.

Men hvis vi skal være saglige og alvorlige, så er Sjørups logik faktisk en hel del tættere på Ayatollah Khomeneis tankesæt end på formand Maos. For ovenstående sætning afslører nemlig også et andet ekstremt skadeligt syn på kvinder og deres kroppe. Sjørup anerkender nemlig den destruktive opfattelse af mænds og kvinders seksualitet, der har så ufatteligt mange triste kvindeskæbner på samvittigheden. Nemlig ideen om, at kvinder er i stand til at regulere mænds seksualitet. Når Sjørup skriver, at den strip-inspirerede dans vil få mænd til at vælge den ’lækre luder’ frem for andre kvinder, så siger hun indirekte, at kvinden har magten over mænds seksuelle adfærd. Og hvor er det, at vi kender den logik fra? Jo, det er fra imamerne og aytatollaherne, der anvender samme logik. Det er jo derfor, at kvinder skal have tørklæder eller burkaer på, det er derfor, at de ifølge nogle imamer ikke må gå i stramt tøj osv. Kvinden har nemlig magten over mænds seksuelle adfærd, og det er således hendes ansvar at opføre sig på en måde, så mændene ikke ophidses for meget. Det er et syn på køn, der stammer fra den mørkeste middelalder.

Foragten heri er nærmest uendelig – for begge køn vel at mærke. Mænd er således reduceret til tankeløse, viljeløse og uansvarlige seksuelle amøber, der i flok vender deres brunstige blikke i én retning. Kvinden er den, der står tilbage med ansvaret og opvasken. Det er hende, der styrer, hvor mændene kigger, og hvad de tænker. Mændene selv er frataget ansvaret for dem selv og deres egen seksualitet. Sjørup er således en slags femi-imam, en art moralsk 68’er-ayatollah. Den mest præcise definition for hendes position er biedermeier-feminist. Biedermeier-feminister har nogle grundlæggende syn på kvinder. Deres primære holdning er, at kvinder ikke selv kan overlades ansvaret for deres egen krop. Dette holdes oppe af et småborgerligt og fordømmende syn på seksuel adfærd, der ikke er ’normalt’. F.eks. implicerer denne position, at man skal forbyde såkaldt ’sexkøb’.

Biedermeier-feministerne har uheldigvis medløb for tiden. I sidste uge kunne Enhedslistens Line Barfoed f.eks. kræve svar fra beskæftigelsesminister Inger Støjberg, fordi en dansk-vietnamesisk kvinde havde valgt at gå i praktik på en massageklinik i stedet for at blive sendt i aktivering. Ja, på trods af de misledende overskrifter, om at kvinden blev ’sendt i aktivering’ så var det altså hende selv, der havde fundet frem til den fuldt lovlige virksomhed og havde fået arrangeret et praktikophold. Og den slags valg kan vi jo ikke overlade til kvinder at tage. Kvinder skal kun vælge at bruge deres krop og deres seksualitet på den måde, som biedermeier-feministerne finder korrekt, og det inkluderer altså ikke intim-massage.

Det er utroligt, at disse ’feminister’ befinder sig på venstrefløjen, når deres eneste mål er at fordømme andre kvinder for den måde, de vælger at bruge deres egen krop på, pege på dem og kalde dem unormale, og har statslig regulering af kvindekroppen som et politisk mål med forbud mod sexkøb. I stedet for at lytte til sexarbejderne selv og deres egen fagforening, foretrækker man på klassisk småborgerlig manér at fordømme andre mennesker moralsk og endda anvende staten til det.

Det er ren bizarro-world. Alt burde være omvendt. Venstrefløjen burde have kvindes egenbestemmelse, frihed og myndighed over egen krop som det ufravigelige udgangspunkt for enhver feministisk kritik. Vi burde kæmpe for, at kvinder i sexbranchen får bedre muligheder for at organisere sig, at de får lov til at arbejde mere sammen, så de kan forbedre deres egen sikkerhed (læs: tillad rufferi), at deres arbejdsforhold i det hele taget bare forbedres. Vi burde kæmpe imod den skadelige stigmatisering af kvinder, der har valgt sex som en levevej. Vi burde kæmpe for, at enhver kvinde i landet har sin grundlæggende ret til at bestemme over egen krop sikret – uanset etnicitet. Vi burde kæmpe imod folk, der taler om, at en bestemt seksuel adfærd er den ’normale’. Vi burde lade frie kvinder være frie kvinder i stedet for at dømme dem for skruebrækkeri. Vi burde kæmpe for kvinders rettigheder, frihed og myndighed. I stedet ser det ud til, at vi kæmper for al det modsatte.

Hvad er der dog sket?

Af Søren K. Villemoes & Troels Heeger
(indlægget er skrevet til vores blog på jp.dk.)

I har måske bemærket, at vores to kære medbloggere Claus Elholm og Morten Uhrskov i denne uge har haft en mindre disput. Først kritiserede Elholm Uhrskov i et sarkastisk blogindlæg for at tegne et grotesk og overdrevet pessimistisk billede af Danmark og Europas tilstand, hvor den muslimske ‘masseindvandring’ og vesterlændingenes passivitet ifølge Uhrskov er ved at føre hele kontinentet på ‘katastrofekurs’. Uhrskov svarede igen, hvor han forsøgte at redegøre for sin metode og samtidig anklagede Elholm for ikke at have nogen reelle, empiriske kritikpunkter. Det hele endte med, at Elholm sendte Uhrskov blomster og opfordrede folk til at muntre manden lidt op (i et indlæg der siden er blevet slettet).

Og så kunne man passende lade den ligge der. For hvorfor overhovedet træde mere rundt i denne navlepillende miniature-konflikt på Jyllands-Postens blogunivers? Ja, umiddelbart er der ikke megen grund til det, men vi vil nu alligevel gøre os ulejligheden og skrive epilogen til dette pseudo-drama. De to herrers forskellige epistemologiske udsyn er nemlig symptomatisk for den kløft, der i disse år går igennem hele det politiske landskab og har skabt en stor del af årsagen til, at værdikampen nu har raset intenst i ti år. Det handler i høj grad om, hvad man ser, og hvordan man behandler denne data i sit hoved. Det er et spørgsmål om episteme.

Det er vores grundlæggende overbevisning, at både Elholm og Uhrskov er helt galt afmarcheret, når det kommer til at forstå multikulturalisme, indvandring, islam, Europa og hvilke udfordringer, der venter os de næste år. Men begge har de alligevel fat i noget. Lad os starte med Uhrskov. Hvad er der galt med hans tilgang, og hvad har han ret i?

Uhrskovs observationer

For det første må det understreges, at Uhrskov i det store og hele (med enkelte undtagelser) har sin empiri i orden. De tilfælde han opridser, som kan virke skræmmende og dommedagsagtige for nogen, er ofte korrekte. I Frankrig har de rent faktisk over 700 zoner, som politiet anser som delvist lovløse, dvs. de rykker kun talrigt ind i disse zoner. I Sverige er antallet af anmeldte voldtægter næsten tredoblet over de sidste 10 år. Og det er også helt korrekt, at omkring 10 % af Malmøs jøder er flyttet ud af byen inden for blot det sidste år, og at antisemitismen med dertil hørende voldelige overfald og anden hetz er stigende – ikke bare i Malmö, men over det meste af Europa. Facebookgrupper som denne, er ikke sjældne at støde på. Det er også korrekt, at et land som f.eks.Sverige er lammet af en ekstrem politisk korrekthed, der hæmmer den offentlige debat og gør minimalt afvigende holdninger illegitime og amoralske, hvilket er et stort demokratisk problem.

Uhrskov har ret i, at man i disse år oplever en yderligere ghettoisering med stigende parallelsamfund i Danmark. Selv i denne analyse fra Arbejderbevægelsens Erhversråd, hvor man kun kigger på økonomiske faktorer, bliver dette billede bekræftet. Andre forskere som f.eks. Lars Olsen har med sin bog Det Delte Danmark givet et lignende billede af udviklingen. Uhrskov har også ret i, at man nu oplever helt nye konflikter, der relaterer til islam, hvor krav om særlige hensyn til denne religion er stigende over det meste af det vestlige Europa. Det er også rigtigt, at vi i disse år oplever en ny slags gadeproblemer, hvor helt unge børn ned til 8-11 års alderen (nogle gange yngre) terroriserer kvarterer i bander. Her på Nørrebro og i Nordvest har man længe talt med tydelig bekymring om ‘blebanden‘, der, som navnet antyder, udmærker sig ved sin meget lave alder.

Elholms blinde øje

Så Uhrskov har en del mere ret i sine observationer end Elholm umiddelbart anerkender. Elholm er muligvis mærket af at befinde sig på den anden side af atlanten, hvor den daglige udvikling i landet går hen over hovedet på ham. Og det er da også let at afskrive alle disse udviklinger som fantasi, hvis man kun opholder sig på f.eks. Østerbro, når man endelig er i landet. Men så enkelt og banalt er det ikke. For der er mange i landet, også folk der bor i kvarterer, hvor de fænomener, som Uhrskov beskæftiger sig med, finder sted, der mener nøjagtig det samme som Elholm. Det handler ikke så meget om afstand, men mere om episteme, hvordan vi sætter al den empiriske data sammen oven i vores hoveder og forklarer den. Og her er Elholm faktisk ret dansk i sit udsyn.

Elholms syn på Muhammedkrisen, der har været oppe og vende fra tid til anden på hans blog, viser f.eks. tydeligt, at han stadig ikke har formået at indse, at Muhammedkrisen rent faktisk handlede om ytringsfrihed. Dette skyldes med al sandsynlighed, at Elholm stadig abonnerer på den juridiske formalisme, som vi har nævnt flere gange herinde. Claus Elholm er en aldeles glimrende USA-korrespondent, og vi nyder at læse hans fremragende analyser af amerikansk politik, men i en dansk kontekst repræsenterer han en langsomt døende værdipolitisk position, som tydeligt kommer til udtryk i hans indignation over Uhrskovs dystopier.

Den dystopiske fejlslutning

Det befinder sig dog således, at både Uhrskov og Elholm går helt galt i byen, når de skal forholde sig til et område. Nemlig: islam og muslimer. Her repræsenterer de begge to yderpositioner, der er helt galt på den – på hver sin måde.

Elholm har nemlig ret i, at Uhrskov maler et helt overdrevet dystopisk billede af Europas udvikling. Den ‘muslimske masseindvandring’ i EU udgør trods alt kun 2 % af befolkningen. At tale om, at Europa er på ‘katastrofekurs’, og at enden snart er nær, er hysteri. Ja, der er store problemer med integration, indvandring og udfordringer i forhold til islam. Men problemerne er af en helt anden art, end Uhrskov har øje for.

Det befinder sig stadig således, at sådan cirka halvdelen af alle europæiske muslimer grundlæggende er sekulære, og ikke vægter deres religion specielt højt (læs f.eks. Jytte Klausens The Challenge of Islam: Politics and Religion in Western Europe fra 2005). Det er stadig en dominerende tendens blandt europæiske muslimer, at islam ikke bør danne basis for ens politiske holdninger. Muslimer i Europa bliver mere og mere velintegrerede. Især kvinderne bliver bedre og bedre uddannet, og det er også tydeligt, at fødselsraterne over tid falder og minder mere om de europæiske. Faktisk viser alle tal, at integrationen på alle ‘objektive’ parametre som job, uddannelse og danske venner går i den rigtige retning. Ideen om, at der en dag skulle være et muslimsk flertal, eller at kontinentet en dag bliver til ‘Eurabia’ er og bliver aldeles usandsynlige. Heldigvis.

Mange af de problemer, vi ser, som f.eks. tvangsægteskaber, æresdrab, kontrol over kvinders krop og seksualitet er grundlæggende institutioner, der er hyppigere forekommende i klanbaserede feudalsamfund, som europæiske muslimer overrepræsenterer. Islam har kun en sekundær rolle at spille i disse spørgsmål.

Problemet er, at folk som Uhrskov sammenblander ‘folk’ med ‘værdier’. Og at han ganske enkelt ikke har øje for de interne kampe, stridigheder og konflikter, der foregår internt i de muslimske miljøer i disse år. For der er en modkulturel strømning, der langsomt har vundet mere og mere terræn de sidste år, nemlig islamismen - hvilket er en vag fællesbetegnelse for et virvar af strømninger, der forbinder islam og politik. Og denne modkulturelle strømning kan og skal ikke ignoreres! Men man begår en intellektuel fejlslutning, hvis man sidestiller muslimer og islam med islamismen. Det svarer til at kalde alle jøder for zionister, alle tyskere i 30erne for nazier, eller alle danskere i dag for DFere. Det er og bliver en fejlslutning. Men det er en hyppig og udbredt fejlslutning, hvis man er kulturalist – hvilket Uhrskov er. Når folk herinde på JP insisterer på at kalde det ‘islam’ og ikke ‘islamisme’, laver de den samme fejl. Vægter man kultur som den højeste og mest betydningsfulde variabel for folks opførsel, er dette den mest naturlige og logiske blindgyde at ende i.

Den flydende religion

Islam er IKKE en historisk, geografisk, politisk og kulturel konstant, der bevæger sig op igennem historien, og som kan erkendes ved at læse Koranen. Det er en religion. Og religioner er og bliver noget af det mest vage, flydende og uhåndgribelige, der findes. Og det er netop sådan, at man skal se udviklingen. For da de første muslimske indvandrere kom til Europa i 1960erne og 1970erne, var islam ikke noget, der fyldte særligt meget. Moskeerne var mest steder, hvor man hang ud og mødte andre landsmænd. Selve prædiken var ikke noget, man generelt tog særligt seriøst. Faktisk var det de aller færreste, der overhovedet ville beskrive sig selv som ‘muslimer’ dengang.

Religioner er netop vage og flydende, og derfor er de også lette at udnytte til egen vinding. Og det er lige præcis det, der skete. Saudi Arabien har f.eks. gennem de sidste 20 år investeret et ukendt milliardbeløb i public diplomacy-programmer i Europa, hvor man har tilbudt alle mulige kulturcentre rundt omkring i europæiske ghettoer betragtelige økonomiske tilskud, hvis man lod en saudisk uddannet imam overtage showet. Ved at sælge saudisk islamisme gennem uddannede imamer, på dvd’er, bånd og videoer, har man været med til at sætte præg på en islamistisk modstrømning, der i dag står langt stærkere end for bare 10 år siden. Iran har også gjort sit. Og større propaganda-shows som f.eks. Salman Rushdie-affæren og Muhammedkrisen er blevet anvendt til at piske denne islamistiske stemning op. Men det vigtigt, meget vigtigt, at man kan forstå disse udviklinger som grundlæggende politiske konflikter. Muslimer i Europa er nærmest totalt splittede, og vi ser udviklinger, der bevæger sig i diametralt modsatte rettigheder på samme tid. Succesfuld integration og stigende islamisme kan lyde paradoksalt, men det er det, vi ser i disse år.

To blinde pletter

Og så er vi vist nået frem til, hvor Uhrskov og Elholm sammen går galt i byen. Uhrskovs kulturalistiske episteme forhindrer ham i at forstå de interne konflikter blandt europæiske muslimer. Muslimer bliver i stedet til ansigtsløse repræsentanter for en ‘kultur’. Hvilket er mærkeligt, da hans bog Et delt folk jo faktisk handler om et folk, der er dybt splittet i politiske spørgsmål (hvorfor kan han ikke anlægge samme perspektiv på muslimer?). Elholm har slet intet øje for islamisme (eller islam for den sags skyld), og kan således ikke levere nogen analyser af disse problemstillinger overhovedet. Begge lider de under deres egne blinde pletter. Begge har de fået islam galt i halsen. Og derfor finder de begge komfort i deres respektive skyttegrave i den verserende kulturkamp.

Og ingen af dem kan levere fyldestgørende og troværdige fremtidsudsigter eller analyser af tingenes nuværende tilstand på disse områder.

Hvis I vil blive klogere på disse spørgsmål, så læs Konflikten i stedet.

Af Troels Heeger & Søren K. Villemoes

I januar gav journalist Karen Thisted i sin Ekstrabladet-klumme en længere svada mod en forfulgt kunstner. I klummen, der kom som en reaktion på det seneste mordforsøg på Kurt Westergaard, anførte Thisted frådende, at tegneren var en ‘medieliderlig kujon’, der solede sig i opmærksomheden fra sine selvforskyldte problemer. Thisted holdt sig heller ikke for god til at moralisere over Westergaards beslutning i de få sekunder, hvor han stod ansigt til ansigt med en øksesvingende attentatmand. Tegnerens valg om at holde sig til PETs instrukser og søge til sit beskyttelsesrum uden sit barnebarn fordømmes af Thisted som kujonagtigt.

Thisteds afmarcherede argumentation og hendes vellystige overgivelse til den personlige væmmelse ved Westergaard er brygget på lige dele uforblommet selvforherligelse og moralsk fordømmelse af den mordtruede tegner. Selv havde hun naturligvis handlet anderledes nobelt og selvopofrende, kan hun med farisæisk selvgodhed forsikre eventuelle tvivlere om.

Det værste ved klummen fra i januar (og hele den bagvedliggende tankegang) er ikke den skamløse selvretfærdighed og den lige så skamløse forhånelse af Westergaard. Det værste er, at Thisted slet ikke anerkender gerningsmanden som et menneske, der står til ansvar for sine egne handlinger.

Angrebsmanden er Thisted nemlig komplet ligeglad med. Og han bliver da også konsekvent holdt ude af billedet i klummen. Han tjener kun som bevis på Westergaards provokation uden selv at blive anerkendt som et rationelt individ, der med eget ansvar handler inden for en politisk kontekst. Gerningsmanden er reduceret til et naturfænomen. Han kunne lige så godt være en tornado eller en vild hund. Han er i hvert fald ikke en person, der har noget moralsk ansvar, en selvstændig vilje eller en særlig politisk dagsorden.

Med gerningsmanden ude af billedet og med sin egen moralske fremtoning på det tørre, bestyrkes Thisteds forudindtagede mistanke om, at Westergaards motiver med Muhammedtegningerne hele tiden har været at puste til ilden for egen vindings skyld.

Thisteds klumme er et af de grimmere eksempler på den radikale væmmelse. Det er et nyere politisk fænomen, der bliver et stadigt stigende antal ofre for presset på ytringsfriheden til del. Væmmelsen, der maskerer sig som tanker og argumenter, men af og til viser sin sande karakter i form af eksplosive følelsesudbrud, udspringer af en gennemgribende afmagtsfølelse over for den igangværende europæiske diskussion om islam, integration, borgerrettigheder og ytringsfrihed. Med andre ord er mange mennesker ganske enkelt druknet i denne debat, og deres eneste halmstrå er en radikal væmmelse ved deres politiske modstandere, hvor man frarøver dem anerkendelsen af deres borgerrettigheder og gør dem ansvarlige for deres bødlers forbrydelser. Diskussionen om ytringsfrihed er for kompleks, abstrakt og uigennemsigtig for disse mennesker. Væmmelsen er rar og vederkvægende, fordi den tilbyder følelser i stedet for flere komplekse tanker.

Den radikale væmmelse har aldrig været bedre eksemplificeret i en dansk kontekst end i Thisteds klumme fra januar. Men nu har tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen også leveret sit bud på denne frygtelige tendens. Den tidligere udenrigsminister har tilsyneladende valgt at tage Karen Thisted som intellektuelt ledelys. I et dobbeltinterview med sin kollega, tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft, i Berlingske Tidende opfordrer Elleman-Jensen til et opgør med den danske gadekærsmentalitet. Blandt andet må det være slut med unødige provokationer af fremmede kulturer, og Danmark skal tage bestik af sin position i det store udland.

Men Uffes nyklassiske opfordring til, at vi dropper de nationale skyklapper og spejder mod øst eller vest, står i skærende kontrast til den ramsaltede provinsialisme, man finder i den tidligere udenrigsministers bemærkning om om den ligeledes mordtruede svenske tegner Lars Vilks, der som bekendt for nylig blev overfaldet og efterfølgende fik sit hus forsøgt brændt af:

Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for.

(…)

Vi har til alle tider haft tosser og fanatikere, og de skal ikke udstilles som terrorister. Der er jo også tosser og fanatikere, der optræder i religiøs forklædning, som for eksempel den mand, der kom efter Kurt Westergaard med en økse. Det er ikke terror.

Her ser vi den igen, den radikale væmmelse. Bliver du jagtet af ekstremister, der ønsker at dræbe dig, fordi du har ytret dig kritisk, så er det din egen skyld. Uffe kunne ikke drømme om at holde gerningsmændene ansvarlige, for de er slet ikke en del af det politiske fællesskab. Nej, de tilhører naturriget. De er en art flora. Se blot hvordan han hævder, at ‘tosser og fanatikere’ altid har eksisteret. De er lige så forventelige som foråret og vinteren, lige så naturlige som lyn i et stormvejr.

Sætningen ovenfor er ikke blot ekstremt hånende over for den stakkels forfulgte tegner, den er helt uhyggeligt nedladende over for islamister, der totalt frarøves den ansvarlighed og myndighed, som vi ellers tildeler og forventer af vores medborgere. I Uffes verden er vi opdelt i tre lag: Der er de gode, ansvarlige borgere, der kan finde ud af at moderere deres tale og kritik, så den ikke generer andre. Der er de mindre gode borgere, der er opmærksomhedssøgende og bevidst forsøger at fremprovokere en situation, hvor de kan blive ofre, og dermed tage lidt af vores dyrebare opmærksomhed. Og så er der den resterende verden bestående af dyr, planter og islamister.

Perspektivet er ekstremt uhyggeligt. Det er nemlig kun den første gruppe, der fortjener frihed og rettigheder. Dem, der kan moderere sin tale og viser den påkrævede respekt, har fortjent anerkendelse og frihed. Den næste gruppe er lige akkurat kvalificeret til at kunne fordømmes moralsk, men rettigheder har de ikke fortjent (da de ikke opfører sig dannet nok efter Uffes smag). Og den sidste gruppe er helt uden for kategori. Den er nærmest umenneskeliggjort i Uffes optik og har hverken et moralsk ansvar eller en selvstændig, rationel vilje. Det mest forunderlige ved dette er, at Uffe har bildt sig selv ind, at dette er en kosmopolitisk tilgang til at forstå konflikterne. Men den radikale væmmelse er den mest provinsielle og irrationelle tilgang til politik, man kan opdrive.

Uffe lider ganske enkelt af gadekærsmentalitet og selvgodhed. Han er overbevist om, at hele presset mod ytringsfriheden er noget, som Jyllands-Posten har opfundet til lejligheden. Han er blændet af et nationalt tunnelsyn, hvor de globale og europæiske tendenser forsvinder fra hans synsfelt. Det eneste, der er tilbage, er det rene lokale perspektiv, hvor Jyllands-Posten er de onde, og hvor provokunstnere opfører sig uansvarligt, men hvor folk, der er motiveret af politisk islam, er så fremmedartede og eksotiske, at de ikke kan erkendes rationelt og således ikke kan holdes moralsk eller politisk ansvarlige for deres handlinger.

Man kan lade sig narre og tro, at bare fordi Elleman-Jensen fra tid til anden taler nedsættende og grimt om den danske befolkning og dens manglende globale udsyn, og bare fordi, at han hele tiden snakker og snakker om udlandet, at det så skyldes, at manden er en kosmopolit, men i virkeligheden er det det modsatte, der er tilfældet. Han er provinsiel.

Provinsen er ikke et sted. Det er en ’state of mind’. At være provinsiel handler om, hvorvidt man er i stand til at se og tænke uden for rammerne af det rene lokale perspektiv. Det handler ikke om, hvor man bor, eller hvor man er fra, men om hvordan man tænker. Kan man ikke se, at det religiøse pres for at gøre kritik af religion til noget suspekt, noget de facto er ulovligt, er en global bevægelse, der bevæger sig fra de bonede gulve i FN til gaderne i de europæiske storbyer, båret op på en ideologi, der i varierende grad forbinder en bestemt religion med en særlig politisk dagsorden, så har man ikke et kosmopolitisk udsyn, men et ekstremt provinsielt et af slagsen.

Ligesom Karen Thisted har Uffe Elleman-Jensen ikke en eneste dybere tanke gjort sig om disse fænomener, ikke en eneste analyse. Det eneste, han har, er en skamløs selvretfærdig og radikal væmmelse ved de af vores europæiske medborgere, hvis kunst har indbragt dem et liv i frygt for at blive myrdet, banket eller det der er værre. Disse uheldige skæbner bør man ikke udstrække sin sympati til. Vilks har jo selv bedt om det, og staten burde næsten, men også kun næsten, lade ham sejle sin egen sø. Os ansvarlige borgere bør i hvert fald ikke være solidariske med disse lømler.

Som Karen Thisted underkender Elleman-Jensen overfaldsmændene for enhver form for evne til at tænke og handle rationelt. Han lukker dem inde i et deterministisk zoologisk bur, hvor de reduceres til døvstumme stereotyper for den kultur, som han mener, at Westergaard og Vilks har gjort sig skyldige i at krænke. Det er denne kulturalistiske fejlslutning, der indsnævrer Uffe Elleman-Jensens udsyn og gør det så himmelråbende ironisk, at det er netop ham, der hæver stemmen og anklager andre for gadekærsmentalitet.

Af Troels Heeger og Søren k. Villemoes

Reason.com har kåret 20. maj. til international tegn-Muhammed-dag. Læs deres glimrende leder her. Det er jo idag! Og efter at have tjekket deres facebook-profil, ser det ud til at være en kæmpe succes. Tusindvis af tegninger af profeten er allerede væltet ind. Og myndighederne i Pakistan har endda valgt at lukke for adgangen til facebook af frygt for alle de krænkede følelser. Det må man kalde et succeskriterium. Det giver os jo en glimrende anledning til at kigge lidt på, hvordan det egentlig står til med ytringsfriheden, den berygtede islamisme og de politiske skillelinjer i dansk politik for tiden.  For der er stadig et stykke vej endnu for mange, især til venstre for midten, at anerkende, at det her er et reelt problem. Et problem, der går udover at være højre eller venstreorienteret.

Da ytringsfrihedsnetværket Fri Debat blev grundlagt for få måneder siden, var det bl.a. med den hensigt at bekæmpe de sidste års tendens til at lade ens forhold til ytringsfriheden afhænge af ens politiske tilhørsforhold. Siden Muhammedkrisen har man nærmest per definition tilhørt højrefløjen, hvis man mente, at især islamismen, men i det hele taget tidens forskellige tendenser mod religiøst begrundede krænkelsesdiskurser, udgør en særlig trussel mod vores frihed til at kunne kritisere koncepter og ideer i den offentlige debat på den måde, vi nu skulle have lyst til.

Indtil videre har vi kun haft moderat succes i den henseende. Flere medier har helt uden yderligere begrundelse betegnet Fri Debat som en ‘borgerlig-liberal tænketank’. Må vi være fri! Ikke at der ikke er borgerlige i Fri Debat, der er både borgerlige og venstreorienterede, men må vi ikke snart blive fri for denne grundlæggende meningsløse tendens til at gøre forsvaret for ytringsfriheden og kritikken af bl.a. islamismen til noget, der automatisk er ‘borgerligt’? Der er intet specielt borgerligt ved at kæmpe for retten til det frie ord, til spredningen af frie tanker og kritisk debat. Og lige så vigtigt: Der er intet specielt borgerligt ved at kæmpe imod totalitarismen. For det er grundlæggende det, vi har at gøre med for tiden: En kamp mod en totalitær ideologi, der i disse år har held med at sprede sine antidemokratiske tanker over store dele af Europa.

Hvis nogen stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt voldelig islamisme udgør en trussel mod vores ytringsfrihed, så lad os tage et hurtigt kig på, hvad der egentlig er sket på den front bare her i 2010. Året startede med et økseangreb på Kurt Westergaard. Et overfald, der var planlagt og udført af en dansk-somalisk islamist med tilknytning til Al Shabaab. Kort tid efter blev en kvinde overhældt med petroleum på åben gade i Paris, fordi hun havde været med til at skrive et teaterstykke, der kritiserede kvinders forhold i Algeriet. Hun slap med nød og næppe fra den tændstik, der skulle have forvandlet hende til en levende flamme. Ja, angrebet var udført af franske islamister.

I Norge udløste et billede af Muhammed på forsiden af avisen Dagbladet i februar demonstrationer anført og planlagt af den radikale fløj blandt norske islamister, et hackerangreb mod avisen og en dødstrussel mod to af dens journalister. I Sverige har der inden for blot to måneder været et hindret terrorangreb rettet mod Muhammedtegneren Lars Vilks, hvor han skulle dræbes på en spektakulær måde. Der har været et voldeligt angreb mod ham så sent som forrige mandag under en forelæsning på Uppsala Universitet, hvor man på Youtube kan se adskillige unge islamister stå og juble euforisk, mens de råber ‘Allahu akbar’. Man tror, at det er en parodi, når man ser det. Men det er virkelighed. Og det er lige på den anden side af sundet. Siden har der også lige nået at være et heldigvis mislykket forsøg på at brænde Vilks hus i Skåne ned.

I USA har et afsnit af serien South Park, hvor der blev gjort grundigt grin med hele hysteriet omkring Muhammed-tegningerne, også udløst dødstrusler, hvilket førte til, at tv-stationen censurerede det efterfølgende afsnit. Senest er det kommet frem, at et irakisk medlem af Al-Qaeda har planlagt et attentat på det danske landshold i fodbold ved sommerens VM i Sydafrika. Nå ja, og så var der også et afværget terrorforsøg i New Yorks Times Square for få uger siden, der åbenbart også var foranlediget af en vrede mod de danske Muhammedtegninger.

At kæmpe for friheden til kritik, at kæmpe for, at vi insisterer til det sidste på, at den offentlige debat skal kunne foregå uden frygt for at miste sit liv, hvis man fremfører visse argumenter, det kan aldrig nogensinde blive noget, der er specielt ‘borgerligt’. Det er demokratisk. Hverken mere eller mindre. Det handler om at kæmpe for demokratiet. Det kan lyde storladent. Måske endda lidt naivt. Men det er i sidste ende der, vi ender. For ytringsfriheden er den mest grundlæggende rettighed i et demokrati. Uden friheden til at kritisere, er der ingen garanti for, at vi over tid kan sikre os den repræsentation og det samfund, vi ønsker os.

Alt, alt for længe har vi på venstrefløjen kunnet affeje alle disse angreb mod kunstnere, journalister, forfattere, kuratorer, skuespillere, redaktører, politikere og tegnere som forskellige ‘isolerede tilfælde’. Men hvornår er det egentlig, at ‘isolerede tilfælde’ krydser grænsen og bliver til en tendens? Hvornår svinger vægtskålen over på den anden side? Hvor mange flere voldelige overfald, trusler, hindrede og gennemførte terrorangreb skal vi se, før vi vil erkende, at vi har at gøre med en tendens, ja, en trussel?

Det første sted at starte er at gøre op med den udvandede og mærkelige forestilling, der i al for lang tid har domineret på venstrefløjen. Nemlig den juridisk formalistiske tanke om, at det kun er staten, der kan true vores ytringsfrihed. Den er baseret på den løse antagelse, at staten per definition er suveræn. Men den tanke er i sig selv det modsatte af venstreorienteret. Fra en venstrefløjsoptik er staten altid kun delvis suveræn og må netop opretholde sin magt gennem stadig kamp om magten. Gennem politimagt, militæret og så videre kan staten opretholde sit monopol på den legitime udøvelse af vold. Dette monopol kan altid udfordres. Det er jo derfor, at venstreradikale går på gaden og kæmper mod politiet. Netop fordi, at de ved, at statens magt aldrig er helt suveræn. Det er ikke bare en opfattelse af statsmagten, der altid har eksisteret på den yderste venstrefløj. Det er en almindelig udbredt opfattelse til venstre for midten, nemlig at andre aktører altid kan udfordre magten.

Det er det, der er så paradoksalt. For når det kommer til islamismen, og til de voldelige repræsentanter for denne ideologi, så er statens magt ifølge alt for mange stemmer på venstrefløjen pludselig blevet fuldkommen. Og ingen kan udfordre vores grundlovsgivne rettigheder medmindre det sker gennem statens institutioner. Det fører mange til helt at benægte, at overfald, trusler og mordplaner mod danske bladtegnere, journalister og redaktører slet ikke har noget at gøre med vores alles ytringsfrihed. Denne antagelse må til at ophøre. Vores rettigheder vil altid kunne udfordres og trues gennem alternative suverænitetskilder. Om det er gennem multinationale selskaber, internationale forbryderkarteller, eller fra totalitære strømninger på gadeplan, så kan vi aldrig tage det for givet, at vores stat suverænt forvalter varetagelsen af vores rettigheder.

Lad os huske på, at islamismen ikke alene er en totalitær ideologi, der truer de demokratiske institutioner. Det er først og fremmest en ideologi, der truer vores muslimske medborgeres grundlæggende rettigheder. De første til at betale prisen for islamismens fremtog i de europæiske ghettoer og indvandrerkvarterer, der foregår i disse år, er de liberale muslimer. Dem, der for længst har fundet ud af, hvordan man lever i et moderne europæisk samfund med en muslimsk baggrund, er altid de første til at betale prisen.

Det er derfor, at folk som f.eks. Naser Khader, tyske Seyran Ates, britiske Ibn Warraq og Salman Rushdie, hollandske Ahmed Aboutaleb og Ayaan Hirsi Ali, og italienske Magdi Allam enten må leve under konstant politibeskyttelse, under jorden eller med personlige bodyguards. De er alle blevet jaget vildt for at levere forholdsvis moderat kritik af islam. Men pga. deres muslimske baggrund rammes de hårdere end alle andre ville være ramt for samme kritik.

Det er derfor ikke bare uvidende, når mange især på venstrefløjen insisterer på, at ‘kritik skal komme indefra’ i forhold til islam og islamismen, det er decideret usolidarisk. Tilhører man venstrefløjen, burde det være ens pligt at have kampen for de undertrykte som sin førsteprioritet. Kalder man sig selv ‘antifascist’ eller ‘antiracist’ og anser man kamp mod uretfærdighed, undertrykkelse og totalitarisme for sin kamp, så burde kampen mod islamismen være først på dagsordenen. Og man burde ikke forfalde til noget så fjollet som at anse det for ‘borgerligt’.

Lad os huske, hvad den libanesiske historiker Antoine Sfeir sagde i 1993: “Vi kan aldrig sige det nok: At angribe islamisterne, at tage afstand fra deres handlinger og løgne, er ikke at angribe islam. At angribe islamisterne er tværtimod at forsvare muslimer – der er islamisternes første, men ikke eneste ofre.”

Og lad os så smide nogle tegninger af Muhammed op på facebook i solidaritet med alle de forfulgte. Lad idag være dagen, hvor vi alle på tværs af politisk ståsted kan finde lejlighed til at støtte folk som Lars Vilks, Kurt Westergaard og Salman Rushdie.  Lad os smide så mange Muhammedtegninger op, at islamisterne ikke kan se skoven for bare træer. Og lad ingen fortælle jer, at det at forsvare retten til satire er ensbetydende med at krænke alverdens muslimer. Det er en fæl løgn.

Af Søren K. Villemoes og Troels Heeger

Man skulle tro, at en eller to i toppen af partiet havde lært bare en lille smule af kommunalvalget sidste år. Da borgmester Klaus Bondam og de andre radikale politikere i København selvretfærdigt havde fedtet sig igennem en valgkamp på højt og helligt at love, at de var for fine til at samarbejde med Dansk Folkeparti i den efterfølgende konstituering, måtte partiet sande på den hårde måde, at ikke engang de radikale er hævet over almindelige parlamentariske hensyn. I nattens sene timer gjorde Bondam det eneste fornuftige og samarbejdede med DF om at spille de konservative ud på sidelinjen og sætte sig i taburetten. Det var ikke smukt, men det var trods alt et fint stykke parlamentarisk håndværk – og den slags er i øvrigt sjældent specielt smukt.

Det eneste problem var naturligvis, at det gik stik imod alle de fine løfter om at svæve over vandene og holde DF væk fra magten. Et ramaskrig brød ud, og Manu Sareen viste sig som den opportunistiske og kyniske politiker, han er, og stak glædeligt sin partikammerat i ryggen ved offentligt at fordømme Bondam (og så alligevel acceptere kompromisset med DF). Det var heller ikke smukt. Men det er politik generelt ikke.

Nu har de radikale så igen valgt den samme kamikazekurs, der gjorde dem til grin for vælgerne ved kommunalvalget og som åbenbarede partiets egen forlorne selvretfærdighed og parlamentarisk håbløse moralisme for enhver. De radikale kræver nu af S og SF, at de på forhånd skal garantere, at de ikke vil indgå nogen som helst politiske aftaler med DF alene.

Nogen burde fortælle de radikale, at vi for blot få måneder siden har set, at det ikke er smart kategorisk at afskrive bestemte partier inden et valg. Hvad blev der egentlig af det gamle radikale slogan: ”Det handler ikke om, hvem du forhandler med, men hvad du forhandler om”? Det ligger tilsyneladende på partiets store mødding  sammen med alt, hvad der hed realisme, indflydelse og snusfornuft. Man undrer sig over, at det parti, der i sin tid gav os samarbejdspolitikken og var villige til at forhandle med nazisterne, så længe det kunne betyde politisk indflydelse, i dag ikke engang er klar på at samarbejde med et moderat nationalkonservativt parti, uanset hvad der er på dagsordenen. Scavenius og Munch må sidde et eller andet sted og græmme sig gevaldigt lige nu.

De radikales deroute er på mange måder fascinerende. Ved valget i 2005 red de på en bølge af succes ved at forbinde en klar pro-indvandringspolitik med minimale krav til nytilkomne indvandrere, afskaffelse af 24-årsreglen og en generel moralsk indignation over DFs retorik med krav om økonomiske reformer, ansvarlighed og flæsk til den ‘kreative klasse’. Det er et politisk program, der i dag forekommer helt utroligt altmodisch. At læse partiets retorik fra 2005 er som at finde en gammel kogebog fra 1970erne frem, hvor man tænker ”har folk virkelig spist det her?” Den kombination af politikområder, der forekom så appellerende for så mange mennesker for fem år siden, er i dag et totalt dødsbo.

Det blev åbenlyst i går, da Marianne Jelved, der åbenbart stadig hænger ved som partiets integrationsordfører, fremlagde de radikales nye integrationsudspil. Det grundlæggende budskab: Flere permanente opholdstilladelser, lettere adgang til statsborgerskab, mere indvandring. Man ved, at der er sket ting og sager de sidste fem år, når det idag er SF, der straks plaffer samtlige forslag ned som komplet urealistiske. Hvordan kan nogen dog læse i de politiske vinde, at dansk politik her og nu skulle være klar på at lempe på reglerne for permanent opholdstilladelse og vende tilbage til tiden før 2002 på området? Det kan kun de radikale. Alle andre med en minimal realitetssans har for længst indset, at lempelser på de her områder, er det sidste, der kan komme på tale de næste mange år frem.

I dag er det nærmest blevet en dyd for de radikale at være så politisk urealistiske som muligt. Jelved kunne f.eks. hævde til Politiken, der satte spørgsmål ved forslagets gang på jorden: ”Vi er ikke bange for debatten.” ‘Bange’ for debatten? Hvad betyder det egentlig? Implicit siger hun her, at de andre partier på venstrefløjen kun mener det, de mener, fordi de er bange for debatten. Ikke fordi de har tænkt tingene igennem og lyttet til deres vælgeres bekymringer, analyseret situationen og valgt en kurs. Nej, de andre partier er ‘bange for debatten’, men det er de radikale ikke! De er modige. De tør diskutere ting. Det er jo et tegn på mod at foreslå komplet urealistiske tiltag, som kun fremprovokerer hovedrysten hos de andre partier. Den selvforståelse, at man er de ‘modige’, mens de andre er de bange, er tydeligvis med til at holde partiets nakke oppe inde på Christiansborg, men den falder fuldstændigt til jorden for alle andre og udstiller de radikale som en flok sekteriske tosser, der langsomt er ved at føre partiet ud i den totale ligegyldighed.

Af Troels Heeger og Søren K. Villemoes,

I sidste uge fik socialdemokraternes ligestillingsordfører Julie Rademacher en velfortjent tur igennem vridemaskinen, efter huan havde antydet, at danske børsnoterede selskaber ville kunne afvikles af staten såfremt de ikke implementerede hendes forslag om 40-60 % kønskvoter i bestyrelserne.

Når socialdemokraterne har gjort kønskvoter i børsnoterede selskaber til deres primære front i kampen for ligestilling, bliver man nødt til at undre sig. Meget kraftigt endda. For hvornår i alverden er partiet begyndt at kæmpe for at fremme overklassekvinders karrieremuligheder? Hvad har det egentlig at gøre med socialdemokratisk politik at ville give i forvejen velstillede kvinder endnu mere magt og indflydelse, uden at de skal gøre noget ekstra for det?

Forslaget vidner om en stadig eksisterende forvirring i partiet om hvem, de repræsenterer, og hvad de kæmper for. Dette forslag tjener jo indlysende kun kvindelige medlemmer af overklassens interesser og har absolut ingen reel betydning for bare en eneste kvinde længere nede i hierarkiet. Hvordan hjælper dette den enlige, ufaglærte mor? Hvordan kan dette forslag lette hverdagen for de tusinder af kvinder, der hverdag skal skynde sig ud af døren fra arbejdet for at hente deres børn, inden daginstitutionen lukker? Og mindst lige så vigtigt: Hvad med de indvandrerkvinder der kæmper mod strukturel undertrykkelse, gruppepres og reaktionære forventninger, der holder dem fra at leve et frit liv? Hvad med dem?

Venstrefløjen har brug for at formulere en ligestillingspolitik, der ikke sidder fast i et kvantitativt tunnelsyn, hvor man kun kan få øje på tal og kurver. Der er sket en djøficering af ligestillingsdebatten de sidste 20 år, der er centreret om målbare statistiske størrelser som barselsdage, ligeløn, kønsfordeling i bestyrelser osv. Djøficeringen har betydet, at man i højere og højere grad er begyndt at kæmpe for eliternes interesser. For hvem er det egentlig, der skal have alle de bestyrelsesposter, som vil blive kønskvoteret? Ja, det er naturligvis djøfere og andre højtuddannede kvinder.

Det er nøjagtigt det samme, man kan sige om et andet af partiets ligestillingsområder, nemlig kønskvoter i stillinger på universitetet. Hvordan gavner det egentlig danske kvinder, der ikke lige har en lang, videregående, akademisk uddannelse? Det gør det naturligvis slet ikke.

Man kan indvende, at den ene kamp ikke udelukker den anden, og at kampen for kønskvoter i bestyrelser ikke sker på bekostning af andre vigtige ligestillingsområder. Men det argument holder ikke i længden. For der er nu engang begrænset med tid og ressourcer i politik. Det er svært at kæmpe på flere fronter inden for det samme politikområde på én gang. Noget må få prioritet over det andet, når man får magten og skal allokere sine ressourcer. Og som det ser ud nu, har Socialdemokraterne sat kampen for at forbedre overklassekvindernes interesser højest.

Men hvor er det så, man burde sætte ind og kæmpe ligestillingens sag i dagens Danmark? Ja, det er naturligvis i ghettoen. Den værste ulighed mellem kønnene, foregår uden tvivl i indvandrermiljøer. Her kan ens køn have altafgørende konsekvenser for, hvordan man har mulighed for at leve og udfolde sig. De uretfærdigheder, man kan opleve som kvinde i disse miljøer, bryder alle kategorier og får kampen for kønskvoter i bestyrelser til at fremstå som det ligegyldige luksusproblem, som det reelt er.

For et par uger siden afholdt den tværkulturelle ligestillingsbevægelse Q Freedom et arrangement i Verdenskulturcenteret på Nørrebro, hvor sygeplejerske Kristina Aamund og imam Abdul Wahid Pedersen diskuterede et fænomen, der er håbløst underbelyst både herhjemme og i udlandet. Det er nemlig ikke ualmindeligt, at muslimske piger føler sig nødsaget til at få opereret falske jomfruhinder for at imødekomme krav fra svigerfamilien om, at der skal være en blodplet på lagnet dagen efter bryllupsnatten.

Men det er værre endnu. Mange unge piger får ikke lov til at dyrke sport og idræt, fordi familien (oftest moren) er bange for, at deres jomfruhinder springer. Mange piger, der stadig er jomfruer, frygter, at de ikke bløder på bryllupsnatten og får kirurgiske indgreb for at få dette garanteret. I Tyskland og Tyrkiet er falske jomfruhinder en kæmpe industri i vækst. Og så har vi slet ikke nævnt, hvordan disse krav indvirker på unge kvinder og deres seksualliv. Krav om mødom er ikke bare gammeldags og reaktionært, det er ekstremt kvindeundertrykkende. Da det i sidste ende altid er kvinden, der vil blive kontrolleret mest.

En sygeplejerske kunne til arrangementet fortælle om piger, der blev kørt til hendes klinik i bagsmækken på en bil af frygt for at blive set. Emnet er ekstremt tabuiseret, og det er med til at præge tusindvis af danske pigers liv. Bekymringer om jomfruelighed, jomfruhinder og mødomme kan blive emner, man ikke kan dele med sin omgangskreds af frygt for, at rygter spredes. Det er bekymringer rigtig mange unge piger brænder inde med uden nogen at gå til, uden støtte og uden den nødvendige oplysning og opbakning.

Hvor er Socialdemokraterne henne her? Hvorfor er dette ikke øverst på programmet for ligestilling? Hvorfor har man ikke allerede planlagt oplysningskampagner, der kan give information om mødomme, jomfruhinder og i det hele taget seksualundervisning ud til landets ghettoområder? Hvor er kravene om forbud og eventuel straf af de danske kirurger, der laver falske jomfruhinder? Hvor er den naturlige indignation, der burde fylde enhver, der bekymrer sig om ligestilling og kvinders rettigheder?

Når andre mennesker skal gøre sig til herrer og moralske dommere over kvinders kroppe, når de ikke selv er frie til at bestemme hvem og hvor mange, de vil have sex med, så er vi tilbage til en tid før abortens frigørelse. Vi er tilbage til en kamp for kvinders rettigheder, der slet ikke har noget at gøre med tal, statistik, kvoter og komplicerede djøf-modeller.

Dette er blot et ud af mange områder, hvor kvinder fra religiøse og etniske minoriteter udsættes for uhyrligheder. Kultur og religion har det i det hele taget med at være meget dårligt for kvinders rettigheder. I stedet for at bruge tiden på at kæmpe overklassekvindernes karrieresag og dele gaver ud til veninderne nede i Djøf, burde Socialdemokraterne komme op på barrikaderne og gøre indvandrerkvindernes sag til deres.

Det vil blive hårdt, det vil blive kontroversielt, en masse mennesker vil hidse sig op, folk vil traditionen tro anklage dem for at gå DFs ærinde, det vil uden tvivl blive beskidt og følelsesladet, men det er den rigtige sag at kæmpe. I al for lang tid har den danske ligestillingspolitik svigtet kvinder blandt etniske og religiøse minoriteter. Det er ikke godt nok. Djøf-kvindernes karrieremuligheder må vige, indtil vi har de mest basale og grundlæggende rettigheder for kvinder sikret her i landet.

Tjek Kristina Aamunds beundringsværdige rådgivningsside om falske mødomme og besøg Q Freedom på facebook.