Konflikten.dk

Forskellige kræfter i samfundsdebatten forsøger at hindre den frie, folkelige og religionskritiske debat. Men vi må stræbe efter ikke at holde igen med at sige vores mening og kæmpe for de værdier, vi tror på, uanset om det betyder, at man træder forskellige muslimer eller bekendte over fødderne fra tid til anden.

I sidste uge trak den tidligere imam Ahmed Akkari sig permanent fra debatten på religion.dk. Kritikken og tonen havde åbenbart været for hård, efter han havde skrevet et dybt reaktionært, homofobisk, ignorant og pseudo-islamistisk svar til en muslimsk kvinde, der bekymrede sig om sin homoseksuelle bror. Det bemærkelsesværdige er ikke, at Akkari ikke kan klare mosten inde på religion.dk. Det er jo ikke første gang, at han trækker følehornene til sig efter at have brændt sig i den offentlige debat. Hvem husker ikke tavsheden efter hans ’sjove’ bemærkninger om at likvidere Naser Khader under Muhammed-krisen?

Nej, det bemærkelsesværdige er indholdet af Akkaris kryptiske farvel til religion.dks paneldebat. Her formår han konsekvent at forveksle åben kritik og en fri debat med et angreb på hans ytringsfrihed og hans status som minoritet. Som han skriver:

Den gode danske borger, som ikke er muslim, må derfor forstå, at langt de fleste muslimer gerne vil høre et svar, der bunder i islams kilder, uanset hvad den aktuelle danske politiske tendens så end er. Så selv om visse svar kan virke uforståelige for mange ikke-muslimske danskere, så er den adspurgte forpligtet til at besvare spørgsmålet med korrekt henvisning til islams lære.

…

Visse legaliserede forhold er ikke tilladt for en muslim, fordi det kan være skadeligt og forkert, og det oplyser man så en anden muslim om. At mene, at homoseksualitet er forkert for en muslim, er det samme som at fortælle, at en muslim ikke må spise svinekød.

Hvis man ikke må have lov til at bringe dette videre til anden fra samme minoritetsgruppe, så er der ingen mening med at give minoriteter ytringsfrihed og andre rettigheder.

Så ikke-muslimer behøver ikke at føle sig det mindste forstyrret af en muslims holdning. Hvad en muslim siger til en anden muslim, er ikke et åbent påbud til ikke-muslimer.

Akkaris logik er bevidst svær at gennemskue, men hvis man skal skære det ud i pap, så skriver han, 1. at der kun er én korrekt lære om homoseksualitet i islam, 2. at enhver kritik af Akkari er et angreb på hans ytringsfrihed, og 3. at ikke-muslimer skal blande sig udenom, når muslimer diskuterer islam. Alle tre punkter er dybt problematiske.

For det første er det efterhånden et veldokumenteret faktum, at mange homoseksuelle muslimer har det svært i dagens Danmark. Læs f.eks. om den modige Sharifs beretning om sin flugt fra en ghetto i København, hvor han som bøsse pludselig var jaget vildt - på flugt fra sin egen familie. Imamer i Danmark skal ikke kunne slippe af sted med at sprede et homofobisk budskab uden at blive mødt med massiv kritik. Det er situationen alt for alvorlig til, og man bør kun have krokodilletårer tilovers for Akkaris ynkelige klynkeri. Vores sympati bør uforbeholdent være hos disse muslimske dissidenter, der ønsker at forny det ellers forstokkede syn på homoseksualitet og køn, der trives inden for religionen - og ikke hos islamister som Akkari.

For det andet skulle man tro, at Akkari havde lært lidt om ytringsfrihed efter sin turbulente optræden under Muhammed-krisen, men det ser ud til, at han stadig har brug for et par lektioner. Det åbenbarer i hvert fald en grotesk uvidenhed, hvis han kan fortolke kritik af sine synspunkter som et angreb på sin frihed til at ytre sig. Tværtimod er det jo netop den frie, åbne og nådesløse kritik, der er selve essensen af ytringsfriheden. Hvis han ikke kan klare den, så er det nok fordi, at hans holdninger slet ikke er gearet til at overleve kampen om ideer i et frit samfund.

Det siger ikke så lidt, at han anser kritikken af sine forstokkede holdninger som ‘et angreb’. Ja, hans person er ligefrem blevet ‘mishandlet’, siger han patetisk inde på religion.dk. Det minder til forveksling om Abdul Wahid Pedersens nylige vredesudbrud på DR2’s Deadline, hvor han også gik i vrede efter at være blevet ‘angrebet’. Denne gang var det af Kristina Aamand fra nymødom.dk, der ikke kunne forstå, at Abdul Wahid aldrig havde hørt om problemerne med mødomskravet for muslimske kvinder. En åben og fri kritisk debat bliver straks fortolket som ‘et angreb’, og man forlader efterfølgende debatten i selvretfærdig vrede. Der danner sig efterhånden et mønster: Når en imam ikke kan klare sig i en åben debat, så er der ikke andet tilbage end at trække krænkelseskortet og gå i vrede. Sjovt nok sker dette oftest i forbindelse med kritik af imamernes syn på kvinder og homoseksuelle.

Men det er det tredje punkt i Akkaris argumentation, der er det mest problematiske. Han ønsker nemlig ikke, at ikke-muslimer skal blande sig i debatten, når muslimer diskuterer islam. Og her har vi fat i noget fundamentalt. For hvad er resultatet egentlig af denne logik? Jo, det er naturligvis, at vi udvikler offentlige parallelsamfund, hvor muslimer holder sig til at diskutere med hinanden, mens ikke-muslimer også holder sig til at diskutere med hinanden. Det er ganske givet et scenarie, der vil passe Akkari og ligesindedes dagsorden fint, men det er naturligvis et skrækscenarie for alle os andre.

Det tragiske er, at forstokkede islamister som Akkari og Abdul Wahid i de sidste år har fået hjælp fra forskellige kulturrelativister hovedsageligt fra centrum-venstre, der mere eller mindre ureflekteret reproducerer de samme ønsker. F.eks. kunne man i oktober læse Politikens Lars Sandbeck kritisere Kåre Bluitgens nye koranprojekt ud fra stort set den samme logik. Bluitgen kan ikke klassisk arabisk, og ifølge Sandbeck burde han således slet ikke have virkeliggjort sit Koran-projekt. Læs: Det er kun de virkeligt dannede islamkendere, der må formidle religionen - alle andre er nærmest per automatik underlødige.

Konsekvensen er den samme som Akkaris ønske om at dele debatten op i dhimmier og muslimer: Det bliver offentlige parallelsamfund, hvor lukkede kredse af mennesker debatterer med hindanden. Sandbeck tager endda skridtet videre og anklager Bluitgen for at være ‘islam-kritisk’. Og det må man jo ikke være. Ligesom alle andre religionskritikere (på nær Nietzsche og Arendt), så er Bluitgen naturligvis også ‘underlødig’ efter Sandbecks vurdering. Der stilles her meget høje krav om ens niveau, før man kan tillade sig at kritisere religion og islam.

Men hvis der er noget, vi har brug for i dagens Danmark, så er det ikke mere sandbecksk ‘lødighed’. Vi skal derimod have en antiautoritær og åben debat om religion i almindelighed og islam i særdeleshed. Alle skal kunne tage del i denne debat, uanset hvor lidt eller meget man har læst på universitetet, uanset om man er venstre- eller højreorienteret, og uanset om man er muslim eller ej. Det er hverken en ‘intern’ muslimsk debat, en ren højre- eller venstreorienteret debat eller en specielt lødig, højpandet, akademisk debat, vi har brug for, men derimod en fri og folkelig debat.

Hvordan skal vi ellers kunne kæmpe for, at de homoseksuelle og kvinderne i de muslimske miljøer får den samme behandling, som vi ønsker for alle andre borgere i dette land? Gennem flere ph.d.-afhandlinger på universitettet? Ved konstant at klage over ‘tonen’ i kronikker i Politiken? Ved ukritisk at lade folk som Ahmed Akkari sprede sit hadefulde gospel blandt danske muslimer? Nej, gennem en folkelig og fri religionskritisk debat - der vel at mærke går på tværs af politiske skillelinjer.

Lad os huske på det i disse dage, hvor Kurt Westergaard igen har været truet på livet for at have lavet den allermest folkelige form for religionskritik, der findes, nemlig satiretegningen. Og lad os huske på, at det netop er denne form for uhøjtidelig og jordnær kritik, vi har allermest brug for. Vi skal aldrig være bange for at kritisere religion. Uanset hvor vi står politisk og religiøst, og uanset hvor højt- eller lavtuddannede vi hver især er. Man ændrer ingenting, hvis man ikke generer nogen henad vejen. Og at skabe parallelle debatkulturer er og bliver en opskrift på fiasko.