Konflikten.dk

af Troels Heeger & Søren K. Villemoes

Ved valget i 2007 forsøgte Socialdemokraterne at overbevise danskerne om, at det ville være en god idé med 29 såkaldte velfærdsrettigheder. Rettighederne skulle dække over forskellige goder, som enhver borger skulle kunne afkræve forvaltningen. Ældre på plejehjemmet skulle have ret til et bad om dagen og en tur i den friske luft, ansatte i børnehaver skulle maksimalt have ansvar for seks børn, folkeskoleelever skulle have ret til et godt indeklima, og så videre.

Men vælgerne bed ikke på. Og det var måske i virkeligheden ikke så skidt endda. For selvom ideen bag forslaget om velfærdsrettigheder er sympatisk, og selvom målsætningen med rettighederne stadig er efterstræbelsesværdig, var forslaget et vidnesbyrd om en fejlbehæftet og politisk tvivlsom opfattelse af, hvad rettigheder i et moderne samfund egentlig er.

De kuldsejlede velfærdsrettigheder fra 2007 er symptomatiske for en rettighedstænkning, der i alt for mange år har plaget venstrefløjen. Det er en tænkning, der forudsætter, at borgerne har krav på at få uddelt forskellige goder fra staten. Det er en positiv rettighedsopfattelse. Det er retten til at kræve noget fra nogen.

Men antallet af pædagoger i en børnehave er ikke et spørgsmål om universelle rettigheder – heller ikke for socialdemokrater. Det er et politisk spørgsmål, hvordan og hvorledes borgernes skattekroner bedst anvendes og omfordeles. Og at ophæve politiske spørgsmål til ukrænkelige rettigheder er det samme som at dræbe medbestemmelsen og den offentlige diskussionslyst. Det er ganske enkelt det samme som at fjerne det politiske fra den politiske diskussion.

De primære og mest grundlæggende rettigheder er og bliver - også for socialdemokrater og de mest besindige venstrefløjspartier - de negative rettigheder. Europas politiske historie er baseret på den hårdt tilkæmpede ret til at være fri for tvang, hvad enten der er tale om tvang fra religiøse ledere, totalitære regimer eller forbryderiske arbejdsgivere. Dette historiske aspekt af rettighedstænkningen er efterhånden glemt af en venstrefløj i tilsyneladende permanent vildrede.

Det er på høje tid, at venstrefløjen sætter sig for at rede trådene ud og gør op med den historieløse og aldeles kontraproduktive forvirring om frihedsrettigheder og velfærdsrettigheder. Indtil da vil værdipolitiske spørgsmål fortsætte med at skamride venstrefløjen.

Et hårrejsende eksempel er tørklædeloven, der af mange på venstrefløjen helt fejlagtigt blev opfattet som et angreb på religionsfriheden. Men et forbud mod tørklædebærende dommere er ikke et overgreb på religionsfriheden, der er en negativ ret. Religionsfrihed fritstiller den enkelte fra at blive påtvunget et religiøst fællesskab eller påbud og dekreter fra en guddom, man ikke selv har valgt. Religionsfrihed er derimod ikke en ret til, at man kan kræve indrømmelser og særhensyn fra det øvrige samfund. Af samme grund er det schweiziske minaretforbud ikke en krænkelse af de  schweiziske muslimers religionsfrihed. Minaretforbuddet, der er tåbeligt på flere måder, kan derimod i en vis optik problematiseres som et overgreb mod ejendomsretten eller som et angreb på lokaldemokratiet.

Som det ledende oppositionsparti bør Socialdemokraterne konfrontere frygten for at se ømfindtlige spørgsmål i øjnene. Hvis frygten ikke er afklaret, vil vaklen, konflikt og splittelse fortsat lamme venstrefløjen, når multikulturelle problemstillinger, der vedrører rettigheder kommer på bordet. Og det vil uden tvivl være tilfældet de næste mange år.