Konflikten.dk

af Troels Heeger og Søren K. Villemoes

For nylig skete der det forfærdelige, at en flok religiøse mennesker følte sig stærkt krænket. Anledningen var en illustration, der på den allermest modbydelige og ondskabsfulde måde hånede og nedgjorde det allerhelligste ved deres tro. De troende var vrede, og de anførte, at illustrationen var unødvendig og sårende. Til sidst iværksatte de en kampagne for at komme den respektløse provokation til livs.

Rundt omkring på de danske avisredaktioner var der imidlertid tavshed. Larmende tavshed. Der kom ingen indignerede ledere med nazi-paralleller fra Politikens lederkollegie. Ingen danske politikere tordnede i anstændighedens navn mod hetzen. Ingen modige mennesker hævede stemmen. Ingen kom de krænkede troende til undsætning, og de følte sig svigtet og efterladt. For de havde jo hørt og erfaret, at religiøse følelser ikke må krænkes.

Sådan kan man udlægge nyhedshistorien om en lille flok gale newzealandske katolikker, der er blevet fornærmede over et reklamestunt, der på sin egen platte måde rokker lidt ved forestillingen om den hellige Jomfru Marias endnu helligere jomfruelighed. Reklamen viser Josef og Maria i sengen efter et mislykket knald.

Her på Konflikten venter vi i spænding på, at Tøger Seidenfaden irettesætter den respektløse newzealandske præst. Vi ved jo af erfaring, at Seidenfaden traditionelt ikke er bleg for at sidestille katolicisme og islamisme. Men vi kommer med al sandsynlighed til at vente forgæves denne gang. Det er nok de færreste centrum-venstre-politikere eller lederskribenter, der har lyst til at bringe det synspunkt til torvs, at præsten bag reklamestuntet af respekt for de krænkede religiøse følelser helt burde have undladt at publicere sin reklame. Heldigvis.

Men hvordan kan det dog egentlig være, at én type krænkelse er moralsk forkastelig, mens en anden type krænkelse kan forbigås med et skuldertræk? Er det ikke problematisk med den slags dobbeltstandarder, når nu det hele skal forestille at handle om universelle rettigheder?

Svaret er naturligvis: Jo, det er stærkt problematisk. Og årsagen til miseren er den enkle, at spørgsmålet om de universelle frihedsrettigheder i Danmark (og mange andre steder) for længst er blevet uigenkaldeligt indfedtet i indenrigspolitiske spilfægterier og personlige dagsordener, herunder også det evigt genkommende udlændingepolitiske spørgsmål, der har gjort store dele af venstrefløjen permanent rundtosset. Og en sådan politisering truer ganske enkelt med at underminere frihedsrettighederne.

Man kan levende forestille sig, at nogle modstandere af Muhammed-tegninger ikke er særligt forargede over den newzealandske reklame. Måske vil de endda hævde, at den er helt i orden, fordi den kommer fra kirken selv, mens Muhammed-tegningerne var uanstændige, fordi de kom fra ikke-muslimer, som ikke bør blande sig i andre kulturers skikke. Af respekt naturligvis. Men det er en grusom misforståelse, at man af respekt for religioner og kulturelt ophav skal undlade at kritisere eller blande sig. Den slags multikulturalistiske vrangforestillinger har ført til parallelsamfund i Storbritannien, hvor Labour-politikere visse steder i praksis har udliciteret ansvaret for den offentlige orden til lokale religiøse ledere i bytte for fred og ro. Det er iøvrigt ikke et tegn på respekt, at man undlader kritik af andre for at skåne deres følelser i den offentlige debat. Tværtimod er det vel egentlig noget nedladende.

Måske vil modstandere af Muhammed-tegningerne også hævde, at latterliggørelsen af Jomfru Maria er helt i orden, fordi kristendommen er en majoritetskultur i New Zealand. Det er korrekt, men betyder det, at retten til at ytre sig frit afhænger af, om den ytrende tilhører en minoritet. Eller om ytringen retter sig mod en majoritet eller en minoritet. Nej, vel? Også den slags relativerende tankegang er farlig og absurd og kan nemt føre til meget lidt ønskværdige følgeslutninger. Har nigerianske katolikker, der i vidt omfang forfølges, eksempelvis krav på, at newzealændere holder op med at gøre nar af den hellige guds moder? Nej, vel?

Retten til frie ytringer skal i det hele taget ikke distribueres efter, hvor udsat eller hvor stor en befolkningsgruppe er. Retten til frie ytringer er et universelt princip og gælder ideelt set for alle til enhver tid.

Politisering af ytringsfriheden og de tilhørende frihedsrettigheder findes både på højre- og venstrefløjen. Højrefløjs-kulturalister som eksempelvis Trykkefrihedsselskabet taler i et øjeblik for vestlige værdier som ytringsfrihed og vil i næste sekund forbyde enkeltindivider i at gå med burkaer. Tvetungethed er - skulle nogen være i tvivl - ikke kun noget, man finder hos islamistiske imamer.

På venstrefløjen er forvirringen ofte lige så græsselig. I anstændighedens navn opfordres politiske modstandere til at holde igen med ytringer, som på ingen måde falder inden for straffeloven. Og de samme modstandere udskældes efterfølgende i moralske vendinger, hvis de ikke følger opfordringen. Det ubetingede forsvar for frihedsrettighederne kastes øjeblikkeligt over bord, hvis ytringsfriheden af en eller grund støder religiøse følelser hos udsatte grupper.

Efter snart ni år i rollen som underhund er en forvirret centrum-venstrefløj tilsyneladende permanent plaget af splittelse, når det gælder elementære og i bund og grund ganske enkle spørgsmål om frihedsrettigheder. Det er nødvendigt at socialdemokraterne og resten af centrum-venstre ser disse sandheder i øjnene og tager klart stilling - også selvom man risikerer at skræmme vælgere bort. Før kommer vi ikke videre.