Konflikten.dk

af Troels Heeger og Søren K. Villemoes 

Da Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard for få dage siden udtalte i et interview til bloggen Snaphanen, at muslimer voldtager deres børn, lyver uden dårlig samvittighed, anser kvinder som værdiløse, og at danskerne muligvis skal være forberedte på en eller anden form for religionskrig, vakte det opsigt i samtlige nyhedskanaler. Men hvordan kan det overraske? Hedegaard har sagt det her på forskellige måder de sidste ti år. Der er intet nyt her.

Det burde efterhånden være klart for alle, at Hedegaards loyalitet for ytringsfriheden er et resultat af, at mange islamister har et problem med selvsamme rettighed. Det skyldes ikke en eller anden dybereliggende kærlighed til demokrati, oplysning og frihed. Hedegaard er gammel trotskist, han er tidligere historielærer på det Fri Gymnasium og har hele sit liv leget med diverse antidemokratiske ideologier.

Så sent som i 2007 anbefalede Hedegaard at oprette parallelle samfundsinstitutioner for at komme truslen fra islam til livs. Ja, han opfordrer faktisk til, at vi danskere udvikler en strategi inspireret af islam, så vi kan modvirke den. Frihed kommer vi nok også til at skulle lægge lidt på hylden i et stykke tid. For demokrati er i Hedegaards optik et gode, som vi dog nok bliver nødt til at suspendere, indtil vi kan komme truslen fra islam til livs. Det er ikke ligefrem ord, der er betryggende, når de kommer fra en mand, der i hvert fald på papiret skulle forestille at have forsvaret af ytringsfriheden som sit primære fokus.

Det mest mystiske ved hele denne episode er, at mange medlemmer af Trykkefrihedsselskabet  fremstiller Hedegaard som en nestor, der med sit store vid nærmest spiller rollen som en slags intellektuel guru. Men spørgsmålet blafrer i vinden, hvordan man kan anse Hedegaard som en intellektuel sværvægter. Manden er jo ikke kommet et hak videre fra 1970′ernes neomarxistiske historicisme, der anskuer verdenshistorien som en lang kamp mellem forskellige ideologier.

Da kommunismen faldt i 1989, var der brug for en ny -isme, der kunne vandre som en ånd ned igennem historien, og Hedegaards valg faldt naturligvis på Islam. En ny -isme med en selvstændig vilje, en færdigudviklet strategi og en plan for at overtage verden. Hvis man ikke kunne tage Hedegaards trotskistiske kapitalisme-kritik alvorligt, så burde man heller ikke tage hans islam-kritik alvorligt. Det er nemlig den samme gamle lort på en ny dåse. Han havde lige så lidt ret i 1970′erne, som han har nu.

Virakken om Hedegaard klargør endnu engang med al tydelighed, at Trykkefrihedsselskabet primært er en organisation for islam-kritikere - og kun sekundært en organisation for forsvaret af ytringsfriheden. Især nu hvor de mere moderate borgerlige flygter fra selskabet. Kampen for ytringsfriheden er i Hedegaards optik blot et middel i kampen mod Islam. Vi skal ikke spille kloge på hvert enkelt medlems motiv for at være medlem af foreningen, men med en formand og stifter som Hedegaard, er det sådan set også ligegyldigt.

Episoden viser, at der stadig er stærkt brug for, at kampen for ytringsfriheden afpolitiseres og gøres tværpolitisk. Islamismen fortjener kritik ligesom alle andre antidemokratiske ideologier, der truer vores frihedsrettigheder, men hos Trykkefrihedsselskabet er kritikken efterhånden så rablende, at det kun kan appellere til de allermest hardcore kulturalistiske anti-muslimer.