Konflikten.dk

af Troels Heeger og Søren K. Villemoes

Trykkefrihedsselskabet begyndte i 2004 med flotte ambitioner om at forsvare ytringsfriheden bredt og vidt. Og som de fleste vil anerkende, har der i de senere år været alvorligt brug for at være opmærksom på trusler fra forskellige kanter mod en af demokratiets mest grundlæggende rettigheder. Men de mellemliggende år har i stigende grad tydeliggjort, at foreningen, der skulle forestille at være et bredt funderet forsvar foor ytringsfriheden, i realiteten er en marionetdukke for partipolitiske interesser, nærmere betegnet Dansk Folkepartis anti-muslimske dagsorden.

Som sådan er Trykkefrihedsselskabet aldeles uegnet til at gøre krav på rollen som ytringsfrihedens upartiske vagthund. Og hvis man vil være en politisk organisation, bør man også bekende kulør, for de interne selvmodsigelser gør efterhånden, at selskabet hverken kan tages alvorligt som politisk organisation eller som almindelig demokratisk interesseorganisation.

I morges kunne man på P1 således høre Jacob Mchangama fra Cepos diskutere med selskabets formand Lars Hedegaard, der senest har gjort sig bemærket med en række groft generaliserende påstande om muslimer. Sidstnævnte måtte nærmest slå knuder på sig selv for at få foreningen til at fremstå politisk neutral. Først benægtede Hedegaard indgående, at han som formand for Trykkefrihedsselskabet havde talt varmt om de konservatives leg med et burkaforbud. Men hvorfor kan man så læse Hedegaards egne ord på selskabets tidsskrift Sapphos hjemmeside?

Da han ikke kunne løbe fra sine egne ord, så Hedegaard sig nødsaget til at erklære, at de selvsamme ord skulle forstås som hans ‘private’ holdninger. Formandens krumspring blev efterhånden værdige til olympisk udtagelse, da han forsøgte at opretholde den politiske neutralitet ved at slå fast, at selskabet ingen holdning havde til burkaforbuddet. Men hvordan i alverden kan en forening, der skal forestille at forsvare ytringsfriheden, ikke have nogen holdning til et lovforslag, der er en direkte indskrænkning af ytringsfriheden? Hvad spilder de tiden derinde med?

Jo, der bliver i hvert fald holdt foredrag om kriminelle muslimer og om korstogene, der vist ikke var så slemme endda. Og det er jo fint nok, hvis man har lyst til at høre mere om den slags, men det har ikke meget at gøre med foreningens officielle formål, altså ytringsfriheden.

For en forening, som man skulle forvente ville sætte pris på klar tale, er der rystende mange uklarheder og bortforklaringer. Ingen ved rigtig, hvornår Lars Hedegaard taler som privatperson eller som formand for Trykkefrihedsselskabet? Hvordan skal almindelige mennesker kunne have en ærlig chance for at vide, hvad Trykkefrihedsselskabet mener, når formandshatten åbenbart har det med at hoppe af og på, mens formanden pendulerer mellem forskellige modstridende synspunkter?

Den håbløse skelnen mellem formandens private syn på islam og foreningens officielle ditto bliver kun mere belastet af, at en enig bestyrelse bakkede op om ham, efter den lange smøre om, hvordan muslimer voldtager deres egne børn. Skal vi forstå det således, at hele bestyrelsen bakker op om formandens holdninger som privatperson? Det lyder som en blanding mellem en molbohistorie og en årsberetning fra det sovjetiske politbureau.

I bund og grund virker det ganske enkelt uredeligt, at selskabet markedsfører sig som politisk neutralt, samtidig med at man tjener snævre partipolitiske interesser. Vi har set den slags før herhjemme som dengang i 70′erne, da den tilsynelande pacifistiske organisation “Kvinder for Fred” tjente som frontorganisation for DKP. Kun nyttige idioter og naive skikkelser lugtede ikke  lunten. Men selv for de allermest godtroende sjæle er luften omkring Trykkefrihedsselskaben efterhånden blevet fæl.

Så hermed en opfordring!

Kære Trykkefrihedsselskab, gå til bekendelse og indrøm, at I er en frontløber for Dansk Folkeparti. Foreningens legitimitet bliver kun forringet, så længe man klynger sig til illusionen om politisk neutralitet.  Der er ingen skam i at være en politisk organisation, men så skylder man også det omgivende samfund at spille med åbne kort.