Konflikten.dk

af Troels Heeger og Søren K. Villemoes

I marts 2008 forsøgte Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden at lægge låg på alle de hysterikere, der efter hans mening var med til at forvanske debatten om ytringsfrihed. Så slemt stod det ikke til, forklarede Seidenfaden, så meget er ytringsfriheden altså heller ikke under pres: “Det kniber da også med at finde konkrete eksempler på selvcensur”, beroligede Seidenfaden. Nuvel, enten var Seidenfaden ganske enkelt stæreblind over for de håndgribelige realiteter, eller også er selvcensur på lidt under to år eksploderet til at være et omfattende problem. Alt efter smag og behag kan man jo vælge sin forklaring.

Men at selvcensuren stortrives i dansk kulturliv er nu et faktum. For nu viser en undersøgelse fra Ugebrevet A4, at en stor del af danskere kunstnere (12 % af 654) medgiver, at de har praktiseret selvcensur af frygt for deres personlige velbefindende. En af de adspurgte forfattere, Karen Schulz, fortæller, hvordan hun i sit eget kunstneriske virke har ladet sig påvirke som følge af sit personlige venskab med en af muhammed-tegnerne:

At have fulgt ham, set hvordan de tegninger har knækket ham – jamen, jeg bliver så trist. Det er bare for at sige, at jeg har fået syn for sagn. Der er repressalier. Du kan ikke bare gøre hvad som helst. Altså, vi er jo ikke mere komplicerede som mennesker, end at det sætter sig i kødet på os.

Alligevel er den seidenfadenske blindhed ikke længere et fortidigt fænomen. Samme dag som undersøgelsen bliver offentliggjort, får vi leveret en ordentlig bredside af svært fordøjeligt moraliserende hykleri fra den ene halvdel af Politikens selverklærede ‘nihilistiske’ tegnerduo Wulffmorgenthaler, idémanden Mikael Wulff. Der er ikke noget problem med selvcensur, får vi at vide af den satiriske tegner, og tegnerduoen har aldrig selv lagt bånd på sig selv, hedder det. I sin egen avis funderer Wulff veloplagt over, hvorfor selvcensur aldrig har været et problem for den populære tegnerduo. Det drejer sig nemlig om intentionen, forklarer Wulff:

Ofte kan man jo også se, hvad afsenderens intention er. Med mindre man er en fanatiker, der slet ikke kan se, hvordan virkeligheden hænger sammen.

Grundlæggende respektløs og voldsom billedstyrtende politisk og religiøs satire, der vender op og ned på vante forestillinger og forstenede tabuer, kan altså udmærket praktiseres uden selvcensur - så længe man altså husker den gode vilje. Den gode vilje er altafgørende. Det må ikke lugte skidt. Hvis du er et dumt svin med onde holdninger, er du selv lidt ude om, hvis en mand med en skarptslebet økse dukker op på dit dørtrin. »Jeg vil ikke tegne det, hvis vi er ondskabsfulde eller dumme svin, eller hvis vi simpelthen har en forkert pointe«, fortæller Wulff endvidere, og så står det jo klart for enhver, at det er så som så med den såkaldte nihilisme. Ytringsfrihed er for de gode, og selvcensur er for de onde, forekommer logikken at være.

Det er usikkert, om Wulff rent faktisk mener, at ytringsfriheden skal måles på “intentioner”, eller om han bare indirekte indrømmer, at tegnerduoens satire i grunden har været for vattet til at pisse en rigtig fundamentalist af, og at selvcensur derfor er en fuldstændig illusorisk og irrelevant problemstilling for de to tandløse hyggeonkler. Det er i princippet også sagen uvedkommende, hvad den forvirrede tegneseriekunstner rent faktisk mener.

Sagen er, at når man overhovedet indfører et begreb som ‘intention’ som målestok for en ytrings berettigelse, så er man inde på en aldeles uheldig glidebane, der lader mere eller mindre vanvittige fortolkninger af tilfældige ytringer tjene som udgangspunkt for forsøg på at begrænse andres ret til at ytre sig. Med andre ord: Hvis du er tilstrækkelig uenig med afsenderen af et budskab til at blive sur på ham, så skal han holde sin kæft. Det er faktisk det, som Mikael Wulff siger, selvom det nok er tvivlsomt, at han selv ved det.

Men al den småtskårede uvidenhed, er jo slet ikke det værste. Det værste er, at trods Mikael Wulffs skinhellige forsikringer om det modsatte, så har Wulffmorgenthaler NETOP praktiseret selvcensur i stor stil. Og det er løgn, når han påstår det modsatte. Dengang da Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen i sin tid spurgte om lov til at genoptrykke en satiretegning af Muhammed i deres bog Adskillelsens politik, ville Anders Morgenthaler ikke give tilladelse. I en mail til Stjernfelt forklarede han, at han frygtede for sin families  Således beretter Stjernfelt i Kristeligt Dagblad:

Politikens tegner, Anders Morgenthaler, sagde ligeud, at han var bange for sin families sikkerhed og nægtede os copyright til tegningen. Så det er et eklatant eksempel på selvcensur fra tegnerens side. Jeg synes ikke, at det er så mærkeligt, og jeg kritiserer dem ikke for det. For det var noget, der skete i sommer, mens vi arbejdede på bogen, og dermed skete det, efter at attentatplanerne mod Jyllands-Postens tegner var afsløret. Så man kan sådan set ikke sige noget til, at han var bange.

Som Stjernfelt rigtigt påpeger, er der ikke noget i vejen for, at man vælger at dukke hovedet. Det er en personlig afgørelse, som også mere noble forkæmpere for ytringsfriheden, som eksempelvis tysk-tyrkiske Seyran Ates har truffet.  Men Wulff håner skæbner som Ates’, når han med en lodret løgn påstår, at Wulffmorgenthaler ikke har udøvet selvcensur.

Samtidig spørger man uvægerligt sig selv, hvordan kan Politikens journalist dog i alverden undgå at konfrontere Mikael Wulff med Frederik Stjernfelts påstand. Hvordan kan man som journalist vælge at se bort fra den sag, der er kendt i brede kredse. Her forekommer mystikken ganske enkelt at være overvældende og uigennemskuelig. Er der tale om en forglemmelse af amatøristiske dimensioner, eller er der i virkeligheden tale om et stykke tendentiøs mikrofonholder-journalistik - måske ligefrem et eksempel på intern selvcensur, som der er en vis tradition for i huset. Man tænker sit, for det er bestemt ikke første gang, at Politiken er blevet grebet i at bortcensurere passager for at dække over selvcensuren.

I nedenstående indlæg til Weekendavisen forklarer Frederik Stjernfelt om sine oplevelser med Seidenfaden og en Politiken-journalist - netop i forbindelse med Wulffmorgenthaler-affæren:

“Jeg fremlagde naturligvis sagen med Wulffmorgenthaler som et centralt eksempel på, at der faktisk forekommer selvcensur, endda hvor man måske mindst venter det. Tøger svarede, at så vidt han vidste, var tegnerne ikke bange, men ønskede bare ikke at optræde sammen med Jyllands-Postens tegnere - så her var sandelig ikke tale om selvcensur! Imod dette kunne jeg naturligvis henvise til min emailkorrespondance med Morgenthaler, der explicit kræver, at Muhammedkarikaturen ikke må optrykkes, da han frygter for sin families sikkerhed. Dermed regnede jeg med at have løst Tøgers problemer med at finde eksempler på selvcensur. Da jeg fik interviewet til gennemsyn fra Politiken, var diskussionen mellem Tøger og undertegnede om dette emne korrekt gengivet. Da interviewet blev trykt - hopla! - var enhver omtale af selvcensuren midt i Politikens Hus imidlertid kemisk bortrenset fra teksten (Politiken 4/10). Der var måske ikke plads, der er jo noget, der hedder »journalistiske kriterier« og andre trylleformler - svært er det imidlertid helt at slippe den mistanke, at Politiken simpelt hen ikke brød sig om at få dokumenteret, at selvcensur faktisk foregår, også lige midt i egen rede. Hvis det er rigtigt, er der nu tale om selvcensur på et højere niveau: man censurerer et interview for at slippe for afsløring af sin egen selvcensur.”

Hvis ikke hykleriet var så tragisk, ville det være komisk.