Konflikten.dk

Nogle gange vågner man op og kommer helt i tvivl om, hvor i verden man befinder sig. Det sker efterhånden oftere og oftere. Når man hører, at skoler midt her på Nørrebro (Holbergskolen og Blågårdsskolen) nu deler forældremøder op i kvinder og mænd for at imødekomme groteske krav fra kvindehadende, reaktionære muslimske mænd, der ikke vil have, at deres koner sidder i lokale med andre mænd, så må man lige dobbelttjekke, om det er Teheran eller København, man bor i. Hvordan kan man nå dertil, at en offentlig institution tror, at den udfører en god gerning, når man møder så uhyrlige krav på halvvejen? Hvordan kan en skoleleder tro, at dette er integration?

På et eller andet tidspunkt i løbet af det sidste ti år må mange ellers fornuftige, kulturradikale og oplyste mennesker fuldstændig have glemt, hvad det er for nogle grundværdier, der er afgørende for, at man kan have et fungerende medborgerskab. Når man læser de groteske forslag, som underviser på Zahles lærerseminarium, Helle Hinge, videregiver til nyere generationer af lærere, så er det tydeligt, at forvirringen ude på de danske skoler må være total. Julehjerter gøres til noget særdeles problematisk, mens fundamentalisme, kompromisløse religiøse krav og kvindehad relativeres og bagatelliseres.

Medborgerskab handler om, at vi danskere anerkender hinanden som ligeværdige borgere med de samme rettigheder på tværs af religiøse, kulturelle, klassemæssige, økonomiske, geografiske og kønslige skel. Det handler ikke om at give særrettigheder til specifikke grupper, eller om at gå på kompromis med de selvsamme principper om lighed og fællesskab for at lokke nogle mennesker med til et møde på en skole. Offentlige institutioner skal til det sidste stå fast på principperne om lighed og fællesskab, gør de ikke det, så er der intet fællesskab at integrere folk i. Man opløser hele ideen om integration, hvis man går på kompromis med disse principper.

Uden et fast værdisæt er der ingen integration. Hvis vi ikke har nogle helt grundlæggende værdier om medborgerskab i det offentlige, der er baseret på ufravigelige principper om lighed, universalisme og fællesskab, så kan vi lige så godt lade være med at forsøge at integrere nogen som helst, for der vil i så tilfælde ikke være noget at integrere nogen ind i. Vi skal aldrig nogensinde acceptere, at offentlige institutioner skaber rum, hvor folk med en speciel tro, et specifikt køn, eller en tilfældig kultur ikke har adgang til. Skaber vi disse rum, så skaber vi det, som alle engang kendte under navnet ‘apartheid’. Og behøver vi virkelig minde folk om, hvad der var galt med denne ideologi?