Konflikten.dk

Af Søren K. Villemoes og Troels Heeger

Hvis det bare var en dårlig tv-serie, så ville Muhammedkrisen og det gakkede efterspil være urkomisk. At høre voksne mænd klynke over, at de er blevet ‘krænket’ på deres ‘religiøse følelser’, har altid forekommet os fjollet og suspekt. Lige så fjollet har det været at lytte til de gode og omsorgsfulde mennesker, der i deres forvildelse har bildt sig selv ind, at Jyllands-Posten, Danmark eller andre aktører skulle have et eller andet at undskylde for i forbindelse med  Muhammedkrisen. Det ville virkelig være lattervækkende, hvis det ikke var den skinbarlige virkelighed, og hvis ikke det var vores allervigtigste frihedsrettighed, ytringsfriheden, der var på spil.

Hvem husker ikke den lalleglade Anders Bøtter, der startede initiativet ‘Undskyld Muhammed‘, der medførte, at han fik tildelt en hæderspris til en Muhammedfestival i De Forenede Arabiske Emirater. Her kunne han så stå midt i et land, hvor religiøse mindretal skal betale ekstra skat, hvor det er strafbart at bære et kors om halsen på åben gade, hvor der er dødsstraf for at forlade islam, hvor al missionsarbejde for andet end islam er strengt forbudt osv., og undskylde for, at vi i Danmark havde den frækhed at trykke en tegning af Muhammed. Det ville også have været lattervækkende komisk, hvis ikke historien var sand.

Ja, den slags episoder er ved gud groteske. Tænk at man kan vægte hensynet til andre folks påståede ‘religiøse følelser’ højere end grundlæggende frihedsrettigheder. Men det er efterhånden blevet en mainstream-position. Bøtters apologetiske underkastelse har nemlig vist sig at være vand i forhold til den nyhed, der rullede ind i morges. Selveste Politiken har åbenbart indgået forlig med ‘Muhammeds efterkommere’ og undskylder for, at deres følelser er blevet krænkede.

Akkurat som med den forvirrede Bøtter er dette forlig en direkte anerkendelse af et totalitært regime og dets grove magtmisbrug. ‘Muhammeds efterkommere’ er naturligvis bare et eller andet, det dybt diktatoriske saudiske kongevælde har strikket sammen. Hele sagsanlægget er et led i et populistisk spil om at repræsentere islam, som Saudi Arabien har arbejdet intenst med i efterhånden mange år. Når Politiken anerkender, at deres søgsmål er berettiget, og at det er på sin plads at undskylde, så har avisen anerkendt det saudiske styre og dets grove undertrykkelse af alt, hvad der ikke følger islamisk lov.

Til OL i 2008 solgte Politiken plakater, hvor citater fra menneskerettighederne stod skrevet på kinesisk. Budskabet var vist, at Politiken bekymrede sig om menneskerettigheder og var kritiske overfor totalitære regimer. Det budskab må siges at være rimelig kompromitteret efter dette pinlige knæfald for det saudiske kongevælde.

Man kan spørge sig selv, om avisen overhovedet har overvejet, hvad denne indrømmelse implicerer? Er det f.eks. avisens fremtidige politik, at enhver, der føler sig krænket, bare skal skabe tilstrækkeligt med tumult og skrige højt nok, for at avisen skal anerkende krænkelsen? Det må være det eneste, man logisk kan udlede. For havde Politiken undskyldt krænkelsen, hvis der ikke havde været det internationale pres mod Danmark, de mange terrortrusler, de omfattende demonstrationer, de mange dødstrusler og overfald? Det forekommer usandsynligt. Dagens undskyldning er et knæfald for det irrationelle. Det er en anerkendelse af, at muslimer åbenbart er så tossede, at deres religiøse følelser er ude af kontrol.

Har man iøvrigt tænkt over, hvilket usolidarisk signal det sender til andre aviser? Politiken siger jo direkte, at alle andre aviser også har krænket muslimers påståede følelser, og at de følgeligt også burde undskylde. Man hævder, at man ikke har afskrevet muligheden for i fremtiden at trykke tegninger af Muhammed. Men det forekommer at være noget usandsynligt. For hvordan i alverden skal man dog forsvare, at man trykker noget, som man anerkender som en direkte krænkelse?

Knæfaldet for saudierne viser med al tydelighed, at Politiken er blevet en provinsavis uden udsyn og indsigt i, hvad der rører sig uden for Danmark. Dens forståelsesramme er så snæver, at man for længst har opgivet at forstå, hvorfor så mange muslimer hidsede sig op under Muhammedkrisen. Der kunne ikke lægge rationelle politiske interesser bag. Nej, det måtte være noget med de der ‘religiøse følelser’, som ingen rigtig ved hvad er for noget.

Som en rigtig provinsavis har man bare valgt at se muslimerne som nogle skøre tosser. Nogen, hvis handlinger ligger uden for vores erkendelse. Man har derved konsekvent castet den muslimske verden i rollen som ‘de andre’. Dem, der er så forskellige for os, at vi ikke skal gøre os håb om at sætte os ind i, hvorfor de handler, som de gør. Nej, det er efter avisens mening spild af tid. Vi kan lige så godt opgive. Det er åbenbart bedre at spise dem af med nogle undskyldninger, så bliver de sikkert glade igen.

Tøger Seidenfaden kalder ligefrem det her for en sejr for ‘dialogen’. Nu må dette ord officielt have mistet al betydning. Dette har intet at gøre med dialog. Dialog er en udveksling af synspunkter, ikke tilfældige undskyldninger for at udtrykke disse synspunkter. Det her er faktisk det modsatte af dialog.

Lad os til sidst kigge lidt på den sædvanlige medløber. I vanens tro har den fallerede eks-udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen nemlig også et par kommentarer til forliget:

»Der går ikke noget af avisen, når den undskylder. I en konfliktfyldt verden, hvor for mange maler sig op i en krog, ville det være rart med flere af den slags forsøg på at finde frem til fælles forståelse«.

Ellemann må efterhånden have fortjent titlen som kongen af provinsen. Ovenstående citat er så blottet for kosmopolitisk udsyn, at det er sørgeligt. Politikens forlig er jo netop det modsatte af at nå frem til en ‘fælles forståelse’. Det er tværtimod en anerkendelse af, at Politiken intet ved og intet har fattet af, hvad politisk islam er for en størrelse. Ja, det er faktisk en direkte modsætning til en fælles forståelse. Det er et knæfald for uvidenheden, for den tossede religion og alle de der ‘følelser’.

Politiken anerkender med forliget, at den intet ved om islam, og at den ikke engang har tænkt sig at blive klogere. Man befinder sig stadig på det banale forstadie, hvor man tror, at krisen handlede om ‘religiøse følelser’ i højere grad end om kynisk, udspekuleret politik.

De burde faktisk skamme sig inde på Rådhuspladsen.