Konflikten.dk

Af Søren K. Villemoes og Troels Heeger

Politikens forlig med den saudiske advokat Faisal Yamani vil blive husket. Og historiens dom vil blive hård.

Forliget markerer et foreløbigt lavpunkt i Politikens historie som holdningsavis. Det er tydeligt, at avisen over de sidste år i stigende grad har forsøgt at satse på holdninger frem for journalistik. Det kan man se på en række forskellige fronter i avisen. Eksemplarisk på denne udvikling er naturligvis avisens initiativ til at iværksætte irakiske flygtninge, så de undgik hjemsendelse.

Politiken er således blevet Danmarks svar på Fox News, en overflade bestående af letkøbte holdninger leveret vulgært og uden indsvøb, mens den opsøgende og undersøgende journalistik i stigende grad synes tilsidesat og degraderet.

Men lad os da forsøgsvis tage avisens holdninger alvorligt. Lad os kigge nærmere på, hvad det var en ‘holdning’ chefredaktør Tøger Seidenfaden præsenterede for os, da han indgik forlig med Yamani og hans knap 95.000 påståede efterkommere af profeten Muhammed og lod de resterende danske dagblade sejle deres egen sø.

Hvem er denne Yamani, hvem er hans klienter og hvad vil han?

Faisal Yamani er saudisk advokat med hovedsæde i Jeddah. Hans far er den tidligere saudiske olieminister, Ahmed Zaki Yamani. Han var højtstående inden for OPEC under oliekrisen i 1970erne og blev faktisk engang taget som gidsel af terroristen Carlos. Advokaten Yamani er dybt involveret i Saudi Arabiens kongevælde og politik. Der kan ikke herske nogen som helst tvivl om, at dette sagsanlæg er et led i den pan-islamiske offensiv, som udgår fra Riyadh. Han er en mand med en islamistisk dagsorden og en helvedes masse saudiske oliepenge i ryggen.

Da Yamani kontaktede de 11 danske dagblade angående deres genoptryk af Westergaards Muhammedtegning i august sidste år, kunne han informere chefredaktører og bestyrelser om, at han repræsenterede ”flere tusinde af profetens efterkommere, der har fået efterretninger om Deres avis’ genoptrykning af tegningen, der gengiver deres højagtede forfader som en selvmordsbombemand med en bombe i turbanen.”

Dette udsagn er aldrig blevet dokumenteret af Yamani, og der er endnu ingen, der har set en navneliste over disse 95.000 efterkommere af Muhammed. Det mest sandsynlige er, at Yamanis advokatkontor selv har opsøgt disse ‘efterkommere’ eller en række af dem. At flere tusinde af egen fri vilje skulle have kontaktet netop hans kontor pga. deres sårede følelser, er højst tvivlsomt. Der er ingen, der har fået navnene på de implicerede. Men ret beset er alt gætterier, for ikke engang Seidenfaden ved tilsyneladende heller ikke, hvem avisen har sagt undskyld til.

Det var efter al sandsynlighed gennem Storbritannien, at Yamani ville lægge sag. Advokatkontorets strategi var således at anvende ‘injurieturisme‘ til at få deres politiske mål opfyldt. Injurieturisme er et alvorligt problem. Kort fortalt går konceptet ud på, at man finder et land med en gunstig injurielovgivning og anlægger sag herfra. Man kan så presse en dansk avis til at skulle gennemgå en injuriesag rejst i Storbritannien for at have trykt noget, der er lovligt i Danmark.

Injurieturisme er således en genvej til at skabe en form for international retstilstand baseret på de laveste standarder for ytringsfrihed. Dette er i sig selv et kæmpe problem. De engelske love gør det nemlig til en smal sag for store firmaer, rige interesseorganisationer og virksomheder at lukke munden på kritikere. Internationale injuriesager kan være omkostningsfulde, og de kan let ruinere den, der er blevet lagt sag an imod.

Nu ser vi så, at velorganiserede islamister med saudiske oliepenge i ryggen åbenbart har fået øjnene op for denne strategi. Og det er ikke gode nyheder. Hvis man er rig og magtfuld, er der gode muligheder for at lukke munden på kritikere, hvis man bare lader sine følelser blive såret i England.

Hvad er Politikens holdning?

Lad os så vende tilbage og kigge på Politiken og deres holdninger. I sin leder kaldte Tøger Seidenfaden forliget for ‘et lille punktum i Muhammedkrisen’, og en sejr for ‘dialogen’. Forliget har i følge lederes ført til en ‘enighed om at se frem ad’. Hvad skal man udlede? Det er jo tomme zombie ord uden mening. Og deres mystiske leder fra i søndags bidrog blot yderligere til forvirringen. De ubesvarede spørgsmål hober sig op: Hvordan forholder avisen sig f.eks. til injurieturisme? Hvis vi skal tage Politiken på ordet, så anerkender man åbenbart inde på Rådhuspladsen, at man legitimt kan lægge sag an mod en dansk avis fra et andet land, fordi man føler sig krænket over en artikel. Indgår man et forlig, anerkender man anklagen som delvist berettiget.

Injurieturisme anerkendes altså af Politiken. Det er avisens ‘holdning’. Hvad kan man ellers udlede? Husk på, at vi skal tage avisen alvorligt som en holdningsavis. Selvom vi endnu ikke har læst en leder fra avisen forholde sig til dette skrækkelige fænomen, som den netop har anerkendt som legitimt, så må man vel formode, at chefredaktionen har vendt disse spørgsmål. Det er jo ikke småting, vi taler om, men en fundamental udfordring for fremtidens pressefrihed. Vi må antage, at avisen har et særligt nuanceret og gennemtænkt svar, nu hvor Yamanis injuriesager ser ud til at fortsætte med fornyet kraft.

Vi ser frem til at få en uddybning af Politikens holdning til dette.

Lad os kigge nærmere på Muhammeds efterkommere. Hvad er Politikens holdning til, at man som efterkommer af en mand, der er død for 1400 år siden, åbenbart har krav på undskyldninger, hvis han ‘krænkes’? Politiken må jo have en holdning til dette. Det er jo en holdningsavis, som vi efter sigende skal tage alvorligt. Vi må derfor antage, at man har vendt og drejet implikationerne inde på Rådhuspladsen. Det er jo et seriøst foretagende. Så hvad er de generelle, almengyldige betragtninger, man kan udlede af Politikens anerkendelse af 95.000 tilfældige efterkommere af Muhammeds krav om undskyldninger?

Eftersom vi endnu ikke har læst disse ‘holdninger’ blive forklaret og uddybet af Politiken, må vi selv gøre arbejdet. Det eneste man kan udlede er, at profeten Muhammed ifølge Politiken har en særstatus, der gør netop hans efterkommere særligt berettiget til en undskyldning. Politiken anerkender således, at 95.000 efterkommere af Muhammed har en særlig følsom status inden for islam. Disse efterkommere er ifølge Politiken tættere på profeten og har således særligt krav på undskyldninger. Med andre ord anerkender Politiken de højst tvivlsomme saudiske stamtavler og deres anvendelse som middel til at have særstatus i de forskellige mellemøstlige regimer.

En almindelig og helt tilfældig muslim på gaden i Cairo kan godt skyde en lang pil efter at få en undskyldning fra Politiken, for han kan ikke fremvise en fin og nobel stamtavle, der dokumenterer han særstatus som efterkommer af profeten. Uden den har han ikke adgang til en undskyldning fra Politiken. Det er kun de fine herrer og det saudiske kongevældes venner og lakajer, der har krav på undskyldninger fra Politiken. Så er det ellers lige meget om denne tilfældige muslim har været opløst af gråd i månedsvis, efter hans ‘religiøse følelser’ blev trampet på, da Politiken trykte en tegning af Muhammed. Han har ikke en fin nok stamtavle til at få kompensation af den danske kulturradikale avis.

Vi ser frem til at få en uddybning af Politikens holdning til dette.

Et lavpunkt

Der kan ikke herske tvivl om, at Seidenfadens knæfald for det saudiske kongedømme markerer et lavpunkt i Politikens historie. De journalistiske implikationer og de implicitte holdninger er begge rivravende vanvittige. Efter gennem flere år at have malet sig op i et hjørne i kulturkampen ser vi nu denne værdipositions indbyggede groteske logik, eller mangel på logik. Der er i hvert fald et eller andet, der er helt galt inde på Rådhuspladsen.

Indtil vi får nogle ordentlige svar på de mange spørgsmål, kan vi kun selv strikke holdningsavisens holdninger sammen. Der er tilsyneladende ingen, der gør sig den ulejlighed inde hos Politiken.