Konflikten.dk

af Søren K. Villemoes

Nu har de radikale igen været i mediernes søgelys. Efter Simon Emil Amitzbølls overraskende exit (der kom bag på konflikten) har det medført en efter radikale standarder hæsblæsende intern diskussion i partiet om det nuværende lederskab. Den knastørre olderfrue, Margrethe Vestager, er bestemt ikke vores favorit, men hun virker efterhånden som den sidste tilbageværende realpolitiker i partiet.

Der har nu igen rejst sig et krav fra baglandet om, at man skal gøre op med den såkaldte ‘blokpolitik’ og igen søge indflydelse henover midten. Problemet er, at ‘midten’ ikke længere eksisterer det samme sted, som den gjorde, da Poul Schlüter var statsminister. ‘Midten’ er, som Jarl Cordua skriver, reelt forsvundet i dansk politik, eller også befinder den sig et eller andet svært udefinerbart sted mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. I det hele taget er det efterhånden blevet meningsløst at snakke om ‘midten’. Ny Alliance påstod f.eks. ved deres dannelse, at de ville være et midterparti, men deres politik var på alle måder rettet mod overklassen med radikale samfundsomvæltninger som en central del af deres program.

Margrethe Vestager har forlængst indset, at der ingen fremtid er i at åbne op for et samarbejde med den borgerlige regering. Det vil ikke bare betyde, at partiet skal give køb på stort set alle deres mærkesager, men også at de skal skifte hele deres vælgersegment ud, som Niels Krause-Kjær med rette bemærker. Den eneste realistiske, overlevelsesduelige radikale strategi er at fastholde det tætte samarbejde med Helle Thorning-Schmidt og lægge tiden som midterparti bag sig. At indgå i ‘rød blok’ er det, de radikale vælgere ønsker, og reelt det eneste der giver politisk mening for partiet.

Og hvad er det så lige, der skulle være så galt med blokpolitik? Hvorfor er det, at radikale politikere frygter og klager over denne form for politik? Et medlem af partiet hævder f.eks., at det vil skade Danmarks internationale konkurrenceevne og endda sætter vores gamle folkestyre over styr. Hvordan ødelægger det vores konkurrenceevne? Og præcis hvordan udgør det en fare for vores folkestyre? Det får man aldrig rigtig et klart svar på fra de radikale. Men farligt, det er det! Og man får det at vide igen og igen.

Jeg har dog længe tænkt over, hvad det egentlig er, der er så galt med den såkaldte ‘blokpolitik’, og jeg er efterhånden nået frem til, at det, der er så ekstremt farligt ved denne form for politik, er, at de radikale ikke er med til at bestemme. Ganske enkelt. Der var nemlig en gang, hvor dette mikroparti enerådigt kunne bestemme, hvem der skulle være den næste statsminister. Sådan lå landet med ganske få undtagelser i det meste af det 20. århundrede. Sådan er det ikke mere, og derfor har vi fået ‘blokpolitik’.

Jeg har dog meget svært ved at se, hvordan dette kan bringe vores folkestyre i fare. Er det egentlig ikke mere demokratisk, at et parti, der udgør fem procent af den danske befolkning, IKKE har lov til at bestemme, hvem den næste statsminister bliver? Klynkeriet over blokpolitikken er i virkeligheden en sørgelig erkendelse af radikal impotens. Den har intet med folkestyret, demokratiet eller vores konkurrenceevne at gøre. Og det er bestemt ikke en fare for demokratiet - tværtimod!