Konflikten.dk

af Søren K. Villemoes og Troels Heeger

I sidste uge kunne man på DR2s Deadline se Cepos’ Jacob Mchangama og Trykkefrihedsselskabets Helle Merete Brix diskutere ytringsfrihed. Det var et interessant indslag af flere grunde. For det første var selve valget af indbudte gæster interessant, da det er symptomatisk for en udvikling, der er sket de sidste fire år. Ytringsfrihed er nemlig blevet til noget, som kun højrefløjen diskuterer. Venstrefløjen glimrer her ved sit fravær. Men det skal vi vende tilbage til.

En anden interessant detalje var den sammenblanding af ytringsfrihed og islamkritik, som Helle Merete Brix gav udtryk for. Der er nemlig en grundlæggende brudflade på højrefløjen, når det kommer til forståelsen af, hvad ytringsfrihed er for en størrelse, og hvordan den skal beskyttes. Helle Merete Brix forsvarer en kulturalistisk ytringsfrihedsforståelse, mens Jacob Mchangama repræsenterer en liberal juridisk. Disse to opfattelser af ytringsfriheden er som dag og nat.

Ifølge Brix kan islamkritik og ytringsfrihed ikke adskilles. Og det bedste forsvar for ytringsfriheden bliver således et angreb på islam. Denne opfattelse leder hende til den konklusion, at ytringsfriheden kan beskyttes gennem en direkte indskrænkning af selvsamme rettighed - så længe denne indskrænkning sker for at hindre islams fremmarch.

Set i forhold til denne opfattelse er Jacob Mchangamas position den mere kølige og universalistiske. Han ønsker ingen yderligere indskrænkninger, uanset om disse skal bekæmpe islamister, beskytte homoseksuelle mod ‘hate speech’ eller sikre religiøse mod ‘krænkelser’. Ytringsfriheden skal stå uberørt, uanset hvor truslen kommer fra. Til sidst i indslaget lancerer Mchangama, at han vil starte en ny forening for forsvaret af ytringsfriheden, der ikke vil koge islamkritikken og ytringsfriheden sammen til en ukendelig masse.
Som socialdemokrat undres man over, hvorfor i alverden det er blevet en neoliberalist, man skal lytte til for at få skåret de grundlæggende principper om vores demokratiske frihedsrettigheder skåret ud i pap. Man undres yderligere over, hvorfor i alverden vi både skal have Dansk PEN, Trykkefrihedsselskabet og nu endnu en ytringsfrihedsforening i sådant et lille land. Burde det ikke være rigeligt med bare én forening?

Svaret er både ja og nej. For selvom yderligere politisering af ytringsfriheden er alt andet end ønskværdigt, så har Mchangama stadig en helt igennem altafgørende pointe, når han beskylder Trykkefrihedsselskabet for ikke at kunne skelne mellem islamkritik og ytringsfrihed. Det samme kan nemlig også siges om Dansk PEN, der har formået fuldstændigt at overflødiggøre sig selv under journalist Anders Jerichows svage lederskab. Igen er det islamkritikken, der har fået dem til at miste dømmekraften. Men her er det den omvendte position af Trykkefrihedsselskabet, der har drevet foreningen ud i intetheden. Det virker nemlig ikke som om, at Dansk PEN overhovedet ved, om de mener, at islamkritik skal være beskyttet af ytringsfriheden.

Hvordan kan vi være nået dertil, at kritik af en religion kan medføre en så total politisering af ytringsfriheden? Svaret er ganske kort, at Dansk PEN svigtede totalt under Muhammed-krisen. Og siden har foreningen ikke været i stand til at finde en position, der giver nogen mening. De er derfor hovedansvarlige for, at forsvaret af ytringsfriheden nu er blevet et spørgsmål om politisk orientering. Det plejede ellers at være en universel frihedsret, der gik på tværs af de politiske skillelinjer. Men da Dansk PEN ikke ønskede at vise nogen nævneværdig solidaritet med de journalister og bladtegnere, hvis liv var truet pga. et par satiretegninger af Muhammed, tillod de direkte at gøre ens syn på islamkritikken til afgørende for ens holdning til ytringsfriheden. Og det skulle de aldrig have gjort.

Her er, hvad alle uanset politisk orientering burde anerkende:
1. Den største trussel mod ytringsfriheden kommer i disse år fra islamismen.
2. Forsvar af ytringsfriheden kan aldrig indeholde en indskrænkning af samme rettighed.
3. Staten har ikke monopol på at true ytringsfriheden.

Hverken Dansk PEN eller Trykkefrihedsselskabet vil kunne støtte op om samtlige af disse tre punkter, og derfor lever de nærmest i politiske parallelsamfund.

På venstrefløjen, som med en vis ret kan repræsenteres af Dansk PEN, lever man stadig i en altmodisch verden af igår, hvor det altid er staten, man skal være kritisk over for. Det er altid her fra, at truslen mod vores rettigheder stammer. ‘Magten’ er på Christiansborg, og det er den, vi skal holde øje med, hvis vi skal beskytte ytringsfriheden. Dette er ofte rigtigt, men ikke altid, og slet ikke her og nu. I disse år kommer de mest brutale angreb mod ytringsfriheden fra ikke-statslige grupper. Navnligt fra islamister, der ønsker al kritik af islam forstummet gennem hetz, trusler og endda mord på kunstnere, journalister, forfattere og andre kritiske stemmer.

Disse grupper har slet ikke brug for, at staten indskrænker ytringsfriheden. For det er langt mere effektivt at jage en skræk ind i livet på folk, der efterfølgende censurerer sig selv. Frygten for vold og mord er et langt mere effektiv middel til at lukke munden på folk end frygten for en eventuel bødestraf udstedt af staten. Vi ser eksempler på dette nærmest hver eneste dag. Så længe Dansk PEN ikke har en klar og utvetydig holdning til dette, så er de irrelevante og ligegyldige.

Det samme kan siges om Trykkefrihedsselskabet. Så længe de forsvarer og går ind for indskrænkninger i ytringsfriheden som f.eks. gennem forbud mod moskeer og lignende, så handler deres forening heller ikke om ytringsfrihed - men om islamkritik. Hvilket bestemt også er vigtigt. Det er bare noget helt andet.