Konflikten.dk

I flere år har den tysk-tyrkiske advokat Seyran Ates kæmpet imod multikulturalistiske forvildelser i  Tyskland. Ates er bekendende muslim, men med en uforsonlig holdning til de konservative og kvindeundertrykkende udgaver af Islam, og hun har engagerest sig levende i at forbedre forholdene for voldsramte kvinder i det tyrkiske indvandrermiljø i Tyskland. Og hun har skrevet bøger om om “Multikulti”-fejltagelser. Og ikke mindst har hun mærket konsekvenserne ved at være åbenmundet. I september fortalte Ates herom til Guardian:

De, der stadig tør kritisere religiøse skikke i det islamiske samfund eller andre kultur, modtager ofte dødstrusler eller bliver ofre for karaktermord. I begge tilfælde er sigtet at fjerne spørgsmålet om vold mod kvinder begået enten i Islams navn eller i en tilsvarende opfattelse af kulturelle værdier fra den offentlige diskussion.

Nu er Ates imidlertid selv blevet” udelukket” fra den offentlige diskussion. Forlaget bag Ates’ nye bog meddelte d. 19. oktober, at forfatteren af sikkerhedshensyn har valgt at trække sig totalt tilbage fra offentligheden. Bogen hedder “Islam har brug for en seksuel revolution”, og som titlen antyder, er der tale om et provokerende opgør med den rigide seksualmoral, der er normen inden for den totalitaristiske udgave af Islam.

Allerede da hun forlangte tørklæder forbudt for skolelærere, modtog Ates trusselsbreve, men valgte at fortsætte sin gerning. Men denne gang har forrykte islamister altså ganske kort efter bogens udgivelse haft held med at true Seyran Ates til tavshed. Også de tyske medier har været påfaldende tavse med at omtale Seyran Ates’ uacceptable skæbne.

Som vi skrev i det forrige indlæg, burde det være en ordinær erkendelse, at det hårdeste pres mod ytringsfriheden i disse år kommer fra islamismen. Denne grundlæggende sandhed burde være genstand for en politisk neutral accept og bør holdes fri af nationale debatter om krigsdeltagelse, asylpolitik og deslige.

Man kan altså være uenig i Seyran Ates’ kritik af det muslimske tørklæde, og man kan endda med god grund spørge, om hendes krav om et lovforbud ikke strider mod ytringsfriheden? Men hvis man kun fokuserer på Ates’ kompromisløse retorik, overser man sagens egentlige kerne, nemlig at denne retorik nu er permanent forstummet.

Ates’ beslutning er forståelig på et personligt plan, men på et større plan er der tale om endnu et skræmmende vidnesbyrd om den internaliserede selvcensur, der har styrket sit tag i den europæiske offentlighed siden Ayatollah Khomeini udslyngede sin fatwa over Salman